Sæsonens første lokalgør er samtidigt et topopgør. Både Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks har spillet sig til placeringer i den sjove ende af tabellen.

Frederikshavn White Hawks har fået en fin start på dette års Metal Liga. Tre sejre i fire spillede kampe, en placering som nummer fem og med to kampe i hånden i forhold til nummer fire, som er Rungsted Seier Capital, er så absolut tilfredsstillende. Mandagens hjemmekamp mod Esbjerg Energy var måske ikke den mest prangende, hvis man udelukkende ser på spillet. Der var ups and downs i den forestilling. Men indstillingen, fighten og lysten til at ofre sig kunne der ikke indvendes det fjerneste imod. Todd Björkstrand - den tidligere Herning Blue Fox-træner - påstod engang, at vilje slå talent. Mod Esbjerg viste høgene i hvert fald, at de både kunne og ville, og det gav altså i sidste ende tre point.

Fredag aften er det så tid til endnu en optræden i Danmarks bedste ishockeyrække. Denne gang lægger Aalborg Pirates hjemmebane til, og på papiret ligner det den sværeste af alle opgaver i ligaen. Pirates har endnu ikke tabt i ordinær tid, og holdet har nydt godt af at være deltager i Champions Hockey League. Det mener spillere og ledere omkring aalborgholdet i hvert fald selv. Især tempoet nævnes som et element, man kan profitere af at have stiftet bekendtskab med. For White Hawks bliver det helt store spørgsmål derfor, om man vil være i stand til at stå imod det store pres, som man givetvis bliver udsat for. Pirates har måske ligaens bredeste mandskab, og de vil være i stand til at sætte alle hold under pres med alle fire kæder. Men ingen hold er usårlige, heller ikke Aalborg, og i mødet med Herlev Eagles illustreredes det, hvordan opskriften på en sejr kan være. Herlev kæmpede forbilledligt og pakkede sig i egen zone, og så forsøgte man sig offensivt, når lejligheden bød sig. Man kunne gætte på, at Pelle Hånberg har været inde på noget af det samme til sine spillere, inden kampen går i gang i morgen.

Kaptajn Jesper Jensen var ikke med mod Esbjerg senest. Skaden, som han fik mod Rødovre for knap fjorten dage siden, forhindrede hans deltagelse. Det er igen tvivlsomt, om han spiller fredag mod Aalborg. En anden Jesper – Dahlroth – var heller ikke med mod Esbjerg. I skrivende stund har jeg desværre ikke oplysninger, der fortæller om han spiller eller ikke. Man håber det, for der bliver brug for alle gode kræfter.

Det er tidligt på sæsonen, men fredagens opgør har noget stort over sig. Det kunne man påstå, at alle nordjyske lokalopgør har. Men de to hold har placeret sig i den bedre halvdel af ligaen, og det store kapløb om at være med i bowlen, når lodtrækningen til Final 4-semifinalerne skal foretages, er begyndt. De fleste regner med, at Aalborg er en sikker deltager. De færreste havde vel set, at White Hawks ville blande sig i det selskab. Og jo jo, det er tidligt og alt det der, men med en sejr i Gigantium fredag aften, så vil man have givet sig selv et fremragende udgangspunkt for det scenarie. Kald mig bare drømmer.

Traditionelt har høgene stor opbakning, når de spiller i Aalborg. Det synes man jo, de har fortjent også denne gang. Skal overraskelsen i Sparekassen Danmarks Isarena blive en realitet, så hjælper det gevaldigt med massiv deltagelse i udebaneafsnittet. Så hvis hjertet banker for den hvide dragt, så er der egentlig ikke så meget at betænke sig over. Afsted til Aalborg. Du kan køre selv, men der er stadig mulighed for at komme med fanbussen.

Og lad os så få en lille bitte sejr fredag aften.

Aalborg Pirates – Frederikshavn White Hawks spilles klokken 20.00. Husk: du får et fyldigt referat af kampen her på sitet, så snart den sidste faceoff er taget.


White Hawks døde med skøjterne på Til alle aktionærer i Elite Nord Frederikshavn A/S