Tidligere på dagen blev det offentliggjort, at Måns Hansson er ny mand i White Hawks trøjen. En kontrakt der er gældende for resten af denne sæson.
Svenskeren ankom allerede i aftes til Frederikshavn, og har i dag haft sit første træningspas med sine nye holdkammerater. Selvom det er gået stærkt med at flytte tingene fra København til Frederikshavn, havde han tid til en kort snak med klubbens Web-Team.
-Jeg er meget glad for at få chancen her i Frederikshavn, hvor jeg ser frem til at spille for klubben. Frederikshavn er en stolt hockey-by, og jeg glæder mig til at opleve det hele, og komme i gang for alvor.
Træner Patric Wener glæder sig også over den nye signing med den offensive back.
-Rødovres finansielle situation har givet os muligheden for at signe Måns Hansson. Han er en stærk to-vejs back, der er højrefattet, hvilket vi har kigget efter. Han har bevist, han er en dygtig spiller i Metal Ligaen, og vi kommer til at benytte ham i både boxplay og powerplay, lyder det fra Patric Wener.
Den ulykkelige situation i Rødovre følger vi naturligvis alle meget tæt, og vi håber bestemt at klubben kan overleve de trængsler der står på for øjeblikket. Noget Måns Hansson har oplevet på tætteste hold, og også stadig vil følge med i, selvom han nu har White Hawks trøjen på.
Lige nu glæder han sig dog bare til at komme i kamp, hvor den næste er på fredag i Rungsted.
-Det bliver spændende, og vi skal jo til at vinde nogle kampe, lyder det fra Hansson.
Det kan han passende, sammen med holdkammeraterne, gøre fredag aften i Hørsholm. Den første White Hawks sejr lurer forhåbentlig lige rundt om hjørnet.
Første hjemmekamp for Måns Hansson bliver på tirsdag, når Esbjerg Energy kommer på besøg. Her kan du opleve ham på tætteste hold i trøje nummer 82.