Stik imod de fleste eksperters vurdering har Frederikshavn White Hawks leveret en helt lige kvartfinaleserie mod Herning Blue Fox, og med en udesejr søndag eftermiddag skaffer man sig to matchbolde.

Fejende flot og forrygende. Sådan kunne Frederikshavn White Hawks´ indsats fredag aften i den fjerde kvartfinale mod Herning Blue Fox opsummeres. Høgene havde ryggen mod muren og var pisket til at vinde hjemmeopgøret, ellers ville Blue Fox være foran 3-1 i serien. I så fald lignede det en umulig opgave at avancere, og Herning ville have matchbold i kamp 5 hjemme i KVIK Hockey Arena. Nu kom det aldrig på tale at spekulere på den slags, og White Hawks udlignede serien til 2-2 efter en kamp, der gav mindelser om gamle dage, hvor Frederikshavn Isstadion indimellem sydede af slutspilsstemning.

2100 tilskuere så et opgør, der havde alt det, som gør ishockeysporten så interessant. Vi fik spænding, mål og bidende tacklinger for hele 25 øren, og hovedparten af dem, der var dukket op, fik altså også en sejr at gå hjem på. Og den sejr kom især i hus, fordi Pelle Hånbergs tropper – udover gejst, holdånd og disciplin - har fundet løsningen på kunsten at spille powerplay. Man må forundres over, hvor effektivt overtalsspillet har været for høgene i dette års play off. I grundspillet var der faktisk ikke meget at prale af, når mulighederne for powerplay indfandt sig. White Hawks var på ingen måder i stand til at skille sig ud fra mængden i den disciplin. Til gengæld har man forstået at hæve niveauet på den front, nu hvor det for alvor gælder. Serien mod Herning har indtil videre budt på 9 frederikshavnermål, og hele 7 af dem er skabt i overtal. Jeg vil endda hævde, at yderligere et mål skal tilskrives overtallet, idet det blev scoret kort efter, Herning blev fuldtallige. Inden kamp 4 havde man 4 powerplaymål på samvittigheden, og fredag aften tilføjede man så yderligere 3. Det er ret vildt, og sikke et våben man har fået.

Det var et frustreret Herning-mandskab, der sluttede opgøret fredag. Blue Fox-spillerne tog den ene udvisning efter den anden, og på mange måder var det uværdigt for den serie, som de to hold foreløbig har givet hinanden. Der har været spillet hårdt og kontant, men begge hold har fremstået disciplinerede og organiserede. Fredag aften så vi et Herning-hold, der ikke kunne holde irritationerne tilbage, og det gav et udvisningskaos i kampens afsluttende fase, som lignede en farce. Rutinerede Mads Christensen stod for den værste tackling, da han lavede en boarding på Thomas Søndergaard. Det gav Christensen marchordre, og White Hawks fik 5 minutters powerplay. Heldigvis kunne Søndergaard sunde sig og derefter selv køre ud.

Søndag eftermiddag venter et nyt slag, og hvis fredag aften havde ingredienserne til at blive en Wes Craven-gyser, så har opgøret i KVIK Hockey Arena det også. Serien er nulstillet, konstaterede Blue Fox-forward Morten Poulsen efter kampen, og det har han ret i. Kvartfinaleserien kan nu skæres ned til en bedst-af-tre-kampe-afgørelse, og uanset hvordan det går søndag, så står vi med en matchbold til ét af holdene. Som denne serie har udviklet sig til nu, så er alt åbent. White Hawks har ikke vundet i Herning i denne sæson, og det trækker naturligvis i den kedelige retning. Blue Fox kan trække på nogle hjemmesucceser mod sin nordjyske modstander, og det er bestemt af værdi. På den anden side så har White Hawks i øjeblikket noget, som Herning ikke har: et hold. Jeg talte med Pelle Hånberg umiddelbart efter kampen, og han var begejstret for de attituder, som hans drenge netop havde lagt for dagen. Det kan godt være Herning har bedre individualister end os, sagde han, men i dag er vi et bedre hold. Det skal vi også vise på søndag i Herning, og så kan alt ske.

Ups, det bliver spændende. Det handler om at have kaffen, vandkringlen og måske et par hjertemagnyler klar. Og så er der ellers sat vand over til en herlig sportssøndag. Med en lille bitte udesejr har White Hawks matchbold tirsdag aften hjemme i Nordjyske Bank Arena. Jeg jinxer forhåbentlig ikke noget. Men håbet er lysegrønt.

Herning Blue Fox – Frederikshavn White Hawks spilles søndag klokken 15.00.


Video: Hånberg og Søndergaard Hockeyfest i Nordjyske Bank Arena. White Hawks udligner igen serien