Årets næstsidste hjemmekamp blev også én af de bedste hidtil. Der var meget at bemærke i opgøret mellem Frederikshavn White Hawks og Rungsted Seier Capital. På plussiden tæller, at høgene lavede 5 mål. Metal Ligaens mindst scorende hold gik semi-mål-amok og tordnede altså 5 kasser ind bag en chanceløs Østlund i Seier Capital-buret. Især Christopher Frederiksen skal have en buket roser for sin indsats. Frederiksen var med i det meste, og høgenes topscorer kan i hvert fald træde ind i play off med en form, der er i orden. Man noterede sig også, at White Hawks en sjælden gang forstod at vinde en anden periode. Det har på alle måder været svært med midterperioden for Pelle Hånbergs folk i denne sæson, men mod Rungsted klarede man sig igennem med 2-1.
Men på minussiden tæller naturligvis, at White Hawks blev ramt af to badebilletter. Aleksi Halme og Sebastian Holm-Pedersen måtte begge tidligt i bad efter kendelser for checking to the head. En ærlig vurdering herfra går på, at dommerne havde ret i begge tilfælde, men desværre betyder det jo nok, at høgene må undvære de nævnte spillere i en enkelt eller flere kampe.
Tirsdag aften kommer SønderjyskE så på besøg i Nordjyske Bank Arena. Årets sidste hjemmekamp spilles, og White Hawks er på jagt efter ny point, der kan være medvirkende til, at man holder Rungsted under sig. White Hawks og Seier Capital kæmper jo i øjeblikket om 7-8 pladsen i ligaen, og med sejren søndag satte frederikshavnerne sig foreløbig på 7. pladsen. Men SønderjyskE kommer til Frederikshavn i forvisning om, at de også har brug for point. Mario Simioni har med garanti understreget for sine spillere, at man skal holde Esbjerg Energy væk, så man selv kan slutte grundspillet som nummer fire. I givet fald kan man se frem til hjemmebanefordel i en kommende kvartfinale.
Der står heldigvis noget på spil for begge parter. Det er det, gode ishockeykampe er skabt af. Lad os håbe, vi får endnu én af slagsen tirsdag aften.
Frederikshavn White Hawks – SønderjyskE spilles tirsdag klokken 19.00.