Det er på alle måder en trist dag for ishockeyen i Frederikshavn. Materialeansvarlige, mangeårige frivillig i Frederikshavn White Hawks og tidligere spiller og assistenttræner, Peter Glad, er her ikke mere. Alt for tidligt sluttede det liv, som på alle måder var knyttet til spillet med stok og puck. Peter Glad var en integreret del af Frederikshavn White Hawks, og han vil blive savnet. Herfra skal lyde de mest ydmyge kondolencer til familien.

Det kan være svært igen at vende blikket mod spillet, men hvor grotesk det end måtte opfattes, så går livet videre, og der skal afvikles nye kampe. Det ville også være helt i Peters ånd. White Hawks var hans klub, og på trods af Peters alt for tidlige død skal holdet forsøge at samle sig torsdag aften, hvor et møde med Esbjerg Energy venter i Granly Hockey Arena.

White Hawks har mødt Esbjerg to gange i denne sæson i form af både en ude- og en hjemmekamp. Begge gange kunne Pelle Hånbergs drenge række hænderne i vejret efter en 2-1 sejr. I den senere tid er flere spillere kommet tilbage efter skader. Radek Cip er med igen, og det samme gælder Jonas Jakobsen. Christoffer Åkesson er også snart klar til at snøre skøjterne igen, og så ligner White Hawks et hold, der er ved maksimal styrke. Og jeg nævner bare kort, at holdet jo altså har seks sejre i træk. Skulle den syvende komme, vil der være tale om den bedste serie, et frederikshavnerhold har sat sammen i dette årtusinde. Ikke siden mesterskabssæsonen – som skræmmende nok daterer sig til 1999-2000 – har et hold bestående af spillere repræsenterende Danmarks nordligste ishockeyklub vundet mere end seks på hinanden følgende kampe. Og i omtalte sæson – hvor man altså slutteligt kunne hæve pokalen efter sidste slutspilskamp mod Herning – satte man 17 kampe uden nederlag i scene. Det var dog inden 1999 blev til 2000, og ikke alle kampe blev vundet. Den gang opererede man også med uafgjort.

Men ishockey fylder ikke meget sådan en tragisk dag i Frederikshavn.

Peter Glad: Æret være dit minde.


PRESSEMEDDELELSE: Linus Lundberg stopper i White Hawks PETER VAR ET IKON I FREDERIKSHAVN WHITE HAWKS