Aalborg Pirates – Frederikshavn White Hawks 3-1 (1-0, 1-0, 1-1)
Det er ikke et lokalopgør der går over historien som vi blev vidne til i aften i Aalborg, hvor høgene desværre måtte se sig besejret. Jævnt kedeligt, og offensivt var det ikke White Hawks spillernes aften, hvor der blev produceret for lidt foran Aalborg keeper George Sørensen. Derfor endte generalprøven på Final 4 semifinalen med en fortjent sejr til piraterne.
Det var også hjemmeholdet der havde mest puckbesiddelse i første periode, og dermed naturligt også flest chancer. Men det var faktisk høgene der havde den første chance allerede efter godt to minutter. Christopher Frederiksen blev spillet flot op, men i afslutningsøjeblikket blev han offer for en slashing, som dommerne desværre ikke så.
Ingen udvisning til piraterne, og så overtog de spillet derfra. Kabanov var flittigt skydende, og testede flere gange Galansky. Det var rødt på pucken det meste af tiden, men White Hawks sled og slæbte defensivt, og der blev tacklet igennem.
Keeper Galansky tog en sjælden udvisning godt midtvejs i perioden, og mens Mads Falborg Iversen afsonede den for tjekken, var det Kabanov der listede pucken ind i netmaskerne for hjemmeholdet. Godt powerplay sat op af Pirates, og 1-0 føringen kunne der ikke pilles noget ved.
White Hawks fik et par gange sat sig godt op i zonen, hvor Bumagin et par gange skabte noget. Den ene gang var Nikolaj Krag et skøjtetag fra at nå pucken ved bagerste stolpe, og McNeill forsøgte sig, hvor pucken sneg sig forbi mål.
Anden periode blev en noget småkedelig affære, hvor der var langt mellem snapsene. Især fra høgenes side, hvor det ikke rigtig hang sammen offensivt. Et par enkelte chancer, blandt andet til Oliver Anker, og en dobbeltchance til Lucas Andersen, var hvad det blev til i den midterste periode.
To gange måtte høgene gå den tunge gang til udvisningsboksen, men her holdt Galansky flot stand. Defensivt var der et par svipsere undervejs, hvor Pirates fik momentum, og det gjorde det bestemt ikke nemmere at være høg i Sparekassen Danmark Isarena i aften, hvor der stemningsmæssigt også lige manglede det sidste. Beggefan- lejre tænker uden tvivl på Final 4 i næste uge.
Om spillerne også gjorde det skal være usagt, men der manglede lige den sidste tænding som normalt er kendetegnende lokalopgøret i Nordjylland.
Holdet fra Nordens Paris bragte sig foran 2-0 med blot 1:08 tilbage af anden periode. Det var igen russeren Kabanov der scorede, og nu så det for alvor svært ud for Jari Pasanens tropper. De lignede heller ikke nogen der troede på det, da de skøjtede ud til pause. Måske en peptalk kunne banke troen ind i spillerne i pausen?
Det krævede at der kom gang i scoringerne, hvis troen skulle tilbage, og Radim Piroutek åbnede tredje periode med en god mulighed, men Aalborg keeper George Sørensen var på plads og afværgede forsøget.
Halvvejs i perioden var Christoffer Åkesson fri foran George Sørensen, men desværre havde han ikke heldet med sig. Det så svært ud for White Hawks, men de kæmpede nu godt for det, og virkede til de havde fået troen igen.
Bumagin leverede en god indsats i aften, og var flere gange pågående. Russeren er ved at komme i god form efter sin lange skade, og det er den ”gamle” Bumagin vi er ved at have tilbage.
Med knap seks minutter igen tog Jari Pasanen en time out, i et sidste forsøg på at få sat det taktiske op til den sidste del af kampen. Det blev spoleret af en udvisning til Lucas Andersen ikke længe efter, og så var det for alvor op af bakke.
Aalborg fik aldrig etableret sig i zonen, og med tre minutter igen blev de ramt af aftenens første udvisning. Endelig powerplay til White Hawks, og Galansky ud af kassen. Inden han nåede helt ud, ja så var der kasse til de hvide. Det var Lucas Andersen der sendte skiven ind i netmaskerne, og nu var der spænding tilbage ii opgøret.
Galansky tog igen plads i udskiftningsboksen, og der blev kørt godt rundt i zonen. Kæmpe klumpspil foran George Sørensen gav ikke pote, og i stedet kunne piraterne med syv sekunder igen gøre det til 3-1, som også blev kampens resultat.