Det handler om at kende sin besøgelsestid. Frederikshavn White Hawks lærte lige præcis den lektie the hard way, da man tirsdag aften tabte 4-1 til Rungsted Seier Capital i Bitcoin Arena i Hørsholm. Høgene producerede chancer nok til at erobre en komfortabel sejr, men pucken blev kun sendt ind i kassen ved en enkelt lejlighed, og så bliver det altså svært at vinde.

Dermed fortsætter frederikshavnerne altså den noget kedelige tendens, som de sidste uger har været herskende. Udebanekampene er blevet et mindre problem, og især har man haft problemer på Sjælland i den senere tid. Rødovre, Herlev og nu altså også Rungsted har voldt White Hawks problemer, og man har altså tabt til alle tre nævnte hold.

Heldigvis har hjemmebanen i Nordjyske Bank Arena været en sikrere havn for Jesper Jensen og Co. på det seneste. SønderjyskE og Herning har måttet lægge sig, og derfor kan man med en vis rolighed i kroppen sætte forventninger til, at torsdag aftens returopgør mod Rungsted Seier Capital kan ende med et godt resultat. For publikum bliver det til et længe ventet gensyn med Aleksandr Bumagin og Mads Larsen. De har begge et stykke vej til deres topform, men dejligt at kunne konstatere, at de er med igen.

Tirsdagens opgør mellem de to hold viste, at der bliver skabt muligheder begge veje. White Hawks havde tilsyneladende ikke de store problemer med at komme til afslutninger. Det var kvaliteten af den sidste puckberøring, der var problemet, og det skal blive bedre torsdag aften.

Frederikshavn White Hawks – Rungsted Seier Capital spilles torsdag klokken 20.15.


Kampmagasinet Pucken om dagens kamp VIDEO: Højdepunkter fra Rungsted-Frederikshavn