Høgene indkasserede et nederlag i den svære udekamp i Herning

Herning Blue Fox – Frederikshavn White Hawks 6-2 (3-1,1-0,2-1)

White Hawks kunne ikke levere overraskelsen i Kvik Hockey Arena, da de her til aften indkasserede et forholdsvis klart nederlag.

Det var ellers lovende fra starten af, men efter små 10 minutter kunne Mads Christensen bringe midtjyderne foran. Der skulle kun gå godt et minut, inden Christopher Frederiksen fik udlignet til 1-1. White Hawks topscoreren var kølig i sin afslutning med baghånden, og det flotte fremmøde af supportere fra Frederikshavn kunne juble.

Det var dog en stakket frist, for to hurtige Herning scoringer punkterede opgøret. Mathias From og Lukas Bang scorede hver sit mål, og så stod det 3-1 til hjemmeholdet.

Kort efter måtte Tadeas Galansky forlade isen, da Suistio samtidig blev sendt i straffeboksen. Den tjekkiske keeper havde slået hul på noget i hovedet, og måtte ud og syes. En kold Frydkjær kom ind i Herning powerplay, men den unge keeper stod flot imod.

Heldigvis kom Galansky på isen igen, men seks minutter inde i anden periode måtte han igen se en scoring gå ind bag sig. Denne gang var det Miska Humaloja der fik hjemmepublikummet i ekstase, på hvad der blev den eneste scoring i midterperioden.

En måske stadig groggy Galansky overlod igen buret til Frydkjær efter anden periode, og den unge keeper kunne intet stille op da Herning bragte sig foran 5-1 i begyndelsen af tredje periode. Thomas Vilstrup Andersen var sidste mand på pucken for midtjyderne.

Heldigvis var der en hurtig reducering til 5-2 fra Bumagin, og kort efter den scoring, dansede pucken på målstregen, og tæt på yderligere en reducering.

Men det blev aldrig rigtig tæt på point for vendelboerne, der måtte se herninggenserne gøre det til 6-2 i powerplay ved Mads Christensen.

Tredje nederlag til White Hawks, som stadig kæmper med komplekset at slå et top 4 hold. Ny chance på søndag, når SønderjyskE møder op i Nordjyske Bank Arena. Sønderjyderne er de eneste høgene har erobret point mod fra top 4, da det tidligere på sæsonen lykkedes at hente et enkelt point i Frøs Arena.

 

 


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Herning-Frederikshavn Topholdet venter på udebane fredag aften