Med i bagagen havde White Hawks masser af tro på tingene efter fredagens stærke sejr over Aalborg, og matchvinder Aleksi Ainali satte ord på forventningerne inden kampen: “Hvis vi kan tage den samme arbejdsmoral og offervilje med, som vi viste i fredags, så har vi gode muligheder for at tage tre point.”
Mellem stængerne startede den 17-årige U20-landsholdsmålmand Anton Wilde, og den unge keeper leverede en flot indsats. Han havde flere flere store redninger, og viste stor ro i en intens kamp på svær udebane.
Kampen åbnede i højt tempo og udviklede sig hurtigt til en åben slagudveksling. Begge hold skabte store chancer, og selvom scoringen udeblev i den indledende fase, var der masser af intensitet og fysisk spil, som vidnede om kampens betydning.
Rungsted fik bedst fat efter første pause og fik sat sig tungt i vores forsvarszone, hvilket også resulterede i kampens første scoring tidligt i anden periode. White Hawks måtte lede lidt efter mulighederne, men midt i perioden kom det vigtige svar. Mikkel Skov var først over en returpuck efter et skud fra Brandon Frattaroli og fik udlignet til 1-1. Lige hvad holdet havde brug for.
Kort efter udligningen kom vi under pres igen, da to udvisninger med kort mellemrum gav Rungsted næsten to minutters 5 mod 3. Her viste White Hawks stor fight og offervilje og fik med stærkt undertalsspil holdt hjemmeholdet fra at udnytte overtallet.
Desværre fik Rungsted senere i perioden sat endnu en scoring ind, og White Hawks gik til den sidste pause bagud med en enkelt.
Tredje periode var helt åben, og kampen bølgede frem og tilbage med chancer i begge ender. White Hawks satsede til sidst og tog Anton Wilde ud til fordel for en ekstra markspiller i jagten på udligningen, men denne gang ville pucken ikke over stregen. I stedet lukkede Rungsted opgøret med en scoring i tomt mål.
Dermed sluttede opgøret 3-1 til hjemmeholdet.
Allerede onsdag venter en ny, yderst vigtig kamp hjemme mod Rødovre, hvor jagten på slutspillet fortsætter.
💪 Alle mand op på hesten!
🎁 Husk, at Frederikshavner-kalenderens låge nummer 14 giver gratis entré for to personer + en pose chips til hver.
🎟️ Billet til kampen kan købes her:
👉 https://shop.whitehawks.dk/kampe/WH-RMB-210126
Scoreline
1. periode
0 – 0
2. periode
2 – 1
03:48 | 1 – 0 | Buncis F. (Nielsson A. + Dmytriw J.)
09:40 | 1 – 1 | Skov M. (Frattaroli B. + Søndergaard R.)
16:22 | 2 – 1 | Dmytriw J. (Hull V. + Bang L.)
3. periode
1 – 0
19:31 | 3 – 1 | Whitney S. (Tomt mål) (Jensen M. + Welin T.)