I en kamp, hvor manglende skarphed fra White Hawks af, skulle afgøres på straffe, måtte der alligevel være lidt ærgerlige miner hos Pelle Hånberg. White Hawks skabte i løbet af kampen flere gode muligheder, men ineffektivitet gjorde, at Esbjerg kunne rejse fra Vendsyssel med et point.

Frederikshavn White Hawks – Esbjerg Energy 4-3 (1-0, 1-2, 1-1)

På en aften hvor Danmark sikrede sig den 3. VM-finale i træk i herrehåndbold kunne fokus atter rettes mod ishockey. White Hawks kom med dugfrisk sejr ude over Rungsted Seier Capital. Sejren faldt på et tørt sted, eftersom Rødovre var begyndt at lægge pres på White Hawks med et par flotte sejre. Høgene måtte i øvrigt til aftens kamp stadig undvære Jesper Jensen.

Første periode

Hvis der findes noget der hedder en stille periode i ishockey, så kunne første periode med lidt god vilje, godt betegnes som sådan en. Ikke, at der ikke var action og chancer, men det var en periode, hvor begge hold ville spille hockey. Begge hold forsøgte sig med gode kombinationer ud af egen zone og igennem neutral zone og ind i mod mål. Der var ikke rigtig nogle pauser i kampen, ej heller udvisninger eller ret mange Icings. De helt åbne muligheder hørte dog til sjældenhederne. En af periodens få store chancer faldt til Aleksi Halme, der med en god afslutning fik testet Christian Elmose.

Som perioden skred frem, fik White Hawks et mindre overtag i kampen og kampen næste store chance faldt til Alexander Bumagin, der var tæt på at overrumple Elmose. Et par minutter senere fik Esbjerg faktisk pucken i nettet men ”målet” blev korrekt annulleret af kampens hoveddommer for offside. På den her tidspunkt pressede White Hawks mere og mere på og åbningsmålet lå og dæmrede lidt i luften i Nordjyske Bank Arena.

Det var dog lige nærved og næsten ved unge Nikolajs Boelsman Kristensen, der sendte et yderst farligt skud afsted mod Esbjergmålet. Pucken smøg sig lige ved siden af stolpen. Samme stolpe var igen på spil minuttet efter. Her var det Aleksi Halmes tur til at ramme jernet, efter den farlige finne sled sig fra af Esbjerg backen men ramte roden af stolpen, til publikums store ærgrelse. Men minuttet efter kom målet så – og helt fortjent efter spil og chancer. Målet blev scoret af Aleksi Halme, der havde fået en flyvende start på kampen og virkede til at være i hopla og en konstant trussel mod Esbjergmålet. White Hawks kunne skøjte til pause med en fortjent føring og med ganske fin kontrol med kampen.

Anden periode

Fra start af de gulblusede vestjyder sat under pres fra et veloplagt White Hawks hold, der nu kreerede den ene store scoringsmulighed efter den anden. Periodens første store chance faldt til unge Nikolaj Boelman Kristensen, der måtte se sit forsøg pareret af Elmose, der efterhånden var ved at være skudt varm. Lidt senere var Halme igen på spil, der opfangede en fejlpasning fra Esbjergbacken men heller ikke denne gang fik hjemmeholdet pucken forbi en aldeles velspillende Elmose, der havde fået chancen fra start.

Samme Aleksi Halme brændte igen en stor chance, da han alene med Esbjergkeeperen, ikke rigtig havde held med at få ham til at lave et udfald. Stærkt målmandsspil igen. Elmose var efterhånden ved at være en torn i øjet på White Hawksspillerne. I tiden 24-24 kom White Hawks i Powerplay, da Esbjergs Tuomas Vartiainen måtte ud 2 min. for Tripping. White Hawks fik hurtigt sat formationen op og det blev da også til et par store muligheder, men ind ville pucken ikke. Men flot nærgående og chanceskabende spil af hjemmeholdet, der fik god hjælp af White Hawks supporterne.

Midtvejs i perioden var udeholdet sjældne gæster i White Hawks zone, men med en yderst spinkel 1-0 føring, var Esbjerg ret beset stadig med i kampen. White Hawks skulle til at omsætte de mange chancer til mål, for gjorde man ikke det, var det en invitation til Esbjerg om at komme ind i kampen igen. Og det var netop hvad der skete. Næsten ud af ingenting og stik imod spil og chancer, fik Esbjerg udlignet til stillingen1-1 ved Will Merchant. Lidt af en kold spand vand i hovedet på hjemmeholdet, der ellers havde domineret kampen indtil da.

Med 7 minutter tilbage af anden periode, fik White Hawks en mulighed for at bringe sig foran 2-1 da Esbjerg blev ramt af deres anden udvisning i kampen. Powerplay til hjemmeholdet og kun få sekunder ind i overtalsspillet satte Alexander Bumagin et hårdt og velplaceret trækskud op i venstre målhjørne uden chance for Elmose. Et rigtig stærkt modsvar på Esbjergscoringen fra hjemmeholdet.

Bedst som publikum havde indstille sig på, at White Hawks kunne skøjte til pause foran 2-1, måtte de være vidne til en grum fejl af Tadeas Galansky, der mistimede en løs puck og fejlagtigt fik den fumlet ind foran mål til en helt fri Will Merchant, der relativt ugeneret kunne score i tomt mål til stillingen 2-2. Det er meget sjældent, at sådan en fejl ses fra Galansky, så her husker vi alle selvfølgelig på de gange, han så har reddet holdet fra et nederlag med en klasseredning.

Tredje periode

En del af pausemusikken var den legendariske nødhjælpssang fra 80’erne ’Afrika’. Om det var en vartegn om, at hjemmeholdet havde brug for ”nødhjælp” til at redde sejren hjem efter plamagen i slutningen af anden periode var måske en tand for overdrevent, men ingen tvivl om at stilen fra de første to perioder skulle holdes – minus gæsternes mål selvfølgelig og gerne uden de store personlige fejl.

Tre minutter inde i perioden var Esbjerg tæt på at forstumme hele Nordjyske Bank Arena, da Cameron Brown fandt en helt fri Juuso Walli inde foran White Hawks målet, men pucken strøg lige forbi målet. Esbjerg startede helt klart tredje periode bedst. De gulklædte spillere sværmede som bier omkring Galanskys mål og White Hawks havde svært ved at ekspedere pucken ud af egen zone.

En enkelt omstilling skulle der midlertidig til for igen at bringe White Hawks på vinderkurs. En storspillende Aleksi Halme scorede sit andet mål i kampen og målet faldt i fase, hvor gæsterne ellers var det mest toneangivende hold på isen. Tredje periode var perioden, hvor hjemmeholdet fik deres første udvisning. Den gik til Jesper Dahlroth for Interference. White Hawks i undertal og den gave sagde Esbjerg ja tak til og udlignede til stillingen 3-3 ved Cameron Brown, der med et brag af et trækskud udplacerede Galansky.

Endnu engang skulle hjemmeholdet rejse sig. Den opgave var tæt på at blive endnu sværere da Will Merchant var uhyre tæt på at lave et vaskeægte hattrick, da han blev spillet helt blank inde foran White Hawks målet men heldigvis for White Hawks, overplacerede han. Lidt efter var Daniel Trkulja tæt på at gøre det samme i den anden ende men også hans skud ramte ved siden af målet.

Der kom ikke yderligere scoringer i tredje periode og det betød, at kampen skulle afgøres i enten Sudden Victory eller på straffeslag. De fem minutter endte uden scoringer og dermed skulle kampens afgøres i straffeslag.

Det afgørende straffeslag blev sat ind af Christopher Frederiksen.

Næste kamp for Frederikshavn White Hawks er søndag d.29.1. kl. 17.00 ude mod SønderjyskE

Målscorer:

16.39: 1-0 Aleksi Halme (ass. Daniel Olsson Trkulja, Daniel Madsen)

29.50: 1-1 Will Merchant (ass. Cameron Brown)

33.11: 2-1 Alexander Bumagin (ass. Jesper Dahlroth, Sebastian Brinkman Andersen)

39.37: 2-2 Will Merchant (ass. Cameron Brown, Oscar Winther Schulze)

48.45: 3-2 Aleksi Halme (ass. Jesper Dahlroth)

51.32: 3-3 Cameron Brown (ass. Travis Brown, Oliver Kjær)

60.00: 4-3 Christopher Frederiksen

Udvisninger Frederikshavn White Hawks: 1 x 2 min.

Udvisninger Esbjerg Energy: 2 x 2 min.

Tilskuere: 1268


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Frederikshavn-Esbjerg Matchmagasinet Pucken om dagens kamp mellem Frederikshavn White Hawks og Esbjerg Energy