Det skulle blive til en sejr til Frederikshavn White Hawks, da man tirsdag aften mødte Esbjerg Energy i kamp 6 i serien. I modsat fald ventede den sommerferie, som hockeyspillere gerne vil udskyde så længe som muligt. I forsøget på at skaffe endnu en kamp - den afgørende 7. kamp i Granly Hockey Arena fredag – havde Jari Pasanen ændret i høgenes opstilling. Det betød blandt andet, at Mike Hammond røg ud af førstekæden igen. Det handlede efter alt at dømme om fart, som Hammond ikke har i overflod af. Det har til gengæld Radim Piroutek, og han var tilbage som makker til Jesper Jensen og Christopher Frederiksen i høgene første formation.

Livlig og genkendelig. Det var indtrykket af den første periode. White Hawks kom fornuftigt ud, og i de første fem-seks minutter var man spilførende. Craig Puffer måtte tage en udvisning for Delaying the Game, og det gav hjemmeholdet et par muligheder. Mike Hammond var eksempelvis på vej til at få skabt en stor chance, men hans forsøg blev reddet af Mads Søgaards med benskinnen. Så overtog Esbjerg langsomt, men det var White Hawks, der skulle komme foran. Jesper Jensen kom ind i angrebszonen, og fra højre forsøgte han at lægge en puck til Mikkel Bertelsen, der var drønet med frem. Pucken nåede aldrig Bertelsen, for Brady Sham forsøgte at stoppe pasningen, men kom i stedet til at styre den forbi sin egen keeper. Og så ved man jo med tætte kampe, at det er vigtigt at holde en føring. Det giver ro og selvtillid. Derfor var det også ekstra ærgerligt, at Esbjerg udlignede kun små 30 sekunder senere. Et mindre klumpspil foran Filip Larsson resulterede til sidst i en scoring fra David Madsen. Nogle minutter efter udligningen før Niklas Pavel ud for Late Hit. Powerplay til Energy, og så ved man, at det bliver farligt. Det blev det også, men heldigvis for høgene, så kom Esbjerg ikke tættere på end et stolpeskud. Ved periodens afslutning kom hjemmeholdet igen mere med, og der var gode muligheder til Radim Piroutek og Mike Hammond, men det blev ved de 1-1 efter de første 20 minutter.

Sebastian Brinkmann tog en udvisning for Slashing efter fire minutter spillet i den anden periode. Det gav et stort pres mod Filip Larssons mål. Men igen kæmpede forsvaret forbilledligt, og så klarede man frisag. Da Sebastian Brinkmann kom tilbage på isen, røg han afsted i en kontra, og med et velplaceret håndledsskud lykkedes det ham at score på en ikke helt prisgivet Mads Søgaard. Det var ikke efter spil og chancer, men det var alle frederikshavnere ligeglade med. Høgene var foran 2-1. Esbjerg Energy satte tempoet yderligere op, og det gjorde ondt på White Hawks. Trykket mod mål blev helt gevaldigt, og hjemmeholdet havde de største problemer med at få pucken ud af zonen. Ofte blev man fanget i egen zone, og når man endelig vandt pucken, blev den hurtigt tabt igen. Filip Larsson var på ekstremt overarbejde, men han klarede godt for sig. Thomas Søndergaard fik omtrent midtvejs en chance, han burde have scoret på. Christopher Frederiksen satte ham op, og Søndergaard var helt fri, men ramte ikke målet. Da Jordan Smotherman nogle minutter senere tog en udvisning Tripping, gav det White Hawks lidt luft og mulighed for at skabe noget fremad. Christopher Frederiksen var da også tæt på, men det lykkedes faktisk Esbjerg at få lukket overtallet ned. Og så overtog man straks teten igen. Der kom dog ikke flere scoringer i perioden, og det var nærmest et mirakel, at White Hawks kunne vinde den 1-0.

De vigtigste tyve minutter den her sæson, sagde Mads Larsen til tv-kameraerne, inden pucken blev smidt til tredje periode. Man kunne se på hjemmeholdets fighterindstilling, at man var klar over alvoren. Esbjerg sad igen fuldstændigt på spillet, men høgene kæmpede vildt for at holde vestjyderne fra fadet og lykkedes nogenlunde med det. Der blev skabt store muligheder hos Filip Larsson, men han var kvik og havde også heldet i nogle situationer. I den anden ende havde høgene ikke meget, men Thomas Søndergaard fik endnu en chance, og den var virkelig stor. En tværpasning røg til Søndergaard, som egentlig gjorde, hvad han skulle, nemlig skyde med det samme. Desværre var Mads Søgaard hurtig i sin sideforflytning og reddede flot. Med omkring halvandet minut igen tog Jason Jaspers – Esbjerg-coachen – Søgaard ud. Umiddelbart efter fik Christopher Frederiksen sendt pucken mod mål, men Søgaard var endnu ikke nået ud af isen og vendte straks tilbage og kunne stoppe pucken. Men snart var Esbjerg tilbage i høgezonen, og så røg Søgaard definitivt ud. Presset blev vildt og intenst mod White Hawks-målet, og med sølle 25 sekunder tilbage kom udligningen. Christian Wejse scorede, og så skulle holdene i overtid.

I overtiden var det, som det altid er. Afvekslende og nervøst. Esbjerg fik først skabt et par muligheder, men  begge hold var klar over vigtigheden af at holde på pucken, så man skød ikke på det hele. Men så tog pokker ved Christopher Frederiksen. Uimodståeligt drev han op ad banen, og fra en spids vinkel sendte Frederiksen pucken afsted højt mod målet. Den så Søgaard aldrig, og så tog White Hawks endnu en sejr i overtid. Sidste kapitel skrives fredag.

 

Kampen i tal:

Frederikshavn White Hawks – Esbjerg Energy   (1-1, 1-0, 0-1, 1-0)

 

Målscorere:

08.13:                 1-0: Jesper Jensen

08.47:                1-1: David Madsen (Sherman, Bjerrum)

27.14:                 2-1: Sebastian Brinkmann (Shugg, Larsen)

59.37:                 2-2: Christian Wejse (Puffer, Vandane)

62.23:                 3-2: Christopher Frederiksen


Overtidskongerne: Frederikshavn er i kamp syv uden sejr i ordinær spilletid Kampmagasinet Pucken om dagens kamp