Lucas Andersen lignede længe en hattrick-helt i aften, men høgene dummede sig med alt for mange udvisninger, og satte en sikker sejr over styr. Heldigvis blev det til en overtidssejr i Granly Hockey Arena.

Esbjerg Energy – Frederikshavn White Hawks 4-5 (1-0, 0-3, 3-1) (0-1)

Tredje udekamp i træk for høgene, da det i aften var Esbjerg Energy der tog imod. Sikke et målorgie vi fik, og selvom det længe lignede tre point til vendelboerne, måtte de hvide høge nøjes med to af dem.

Det siges, at man ikke vinder ishockeykampe i udvisningsboksen, og den udlægning var for alvor prægende i første periode i aftenens kamp, hvor White Hawks var heldige med kun at være bagud med en kasse. Hele fire udvisninger blev det til i perioden, og de fleste af dem totalt tåbelige af slagsen, gjorde det svært for vendelboerne i Granly Hockey Arena.

Det var Mathias Seldrup der holdt høgene inde i opgøret, for vi kunne være spillet baglæns ud af Gl. Vardevej, og godt på vej hjem i bussen med 0 point, allerede efter første periode. Gudskelov blev det kun til en enkelt Esbjerg scoring, og den stod Craig Puffer for, da han blev spillet flot fri af Søren Nielsen. Han ekspederede pucken ind i netmaskerne, og jublen i det vestjyske var på sit højeste.

Det blev den eneste scoring i perioden, hvor White Hawks blot blev noteret for sølle fire skud på mål. Uden tvivl et stykke arbejde at gøre i omklædningsrummet fra Pasanen, Christiansen og Bumagins side, hvor ordet disciplin nok er blevet brugt op til flere gange.

Og spillerne havde åbenbart lyttet efter, for ingen udvisninger i anden periode til høgene, og tre herlige kasser blev det til. Først var det Lucas Andersen, der som den eneste havde troen på at pucken stadig lå løs under Puce i Esbjerg målet. Det gjorde den, og så var det en smal sag at udligne efter kun 87 sekunder af anden periode.

Fire minutter senere opsnappede Brinkman en puck der lå løs tæt ved mållinjen, og han skubbede skiven det sidste stykke ind over stregen. Det var ikke slut for høgene i perioden, for Christoffer Åkesson fandt på smukkeste vis Lucas Andersen ved bagerste stolpe, og i to omgange fik han udplaceret Puce i vestjydernes mål.

Sikke en kovending, fra nærmest at være uden chance efter udvisningshelvedet i første periode, til at have vendt opgøret på hovedet. 1-3 efter 40 minutter.

Drømmestart på tredje periode, og hvor er han skarp lige nu, Lucas Andersen. Igen tæt under mål, hvor han fik prikket pucken ind over stregen. Hans femte mål i Metal Ligaen allerede.

Med knap 10 minutter igen kunne Esbjerg sørge for spænding, da Sebastian Brinkman sad i straffeboksen. Downing fik sendt pucken bag Seldrup til 2-4 i powerplay. Og som om det ikke skulle gøre ondt værre, så kunne Esbjerg kort efter gøre det til 3-4, da Philip Schultz stod klar til at smide skiven ind efter fornemt forarbejde fra Søren Nielsen.

Kovendingen i anden periode var omvendt i tredje, for Esbjerg kunne, igen i overtal, gøre det til 4-4, da Downing igen var på pletten med fem minutter igen.

Med 54 sekunder igen blev Mads Iversen offer for et overfald af David Madsen. Desværre mente dommerne ikke der var grund til en udvisning. De valgte dog efterfølgende at se episoden på video, i bedste VAR stil, som vi kender fra Superligaen, og her blev David Madsen korrekt sendt i bad for svinestregen.

De 54 sekunders overtal blev ikke udnyttet i ordinær spilletid, men udvisningen blev taget med ind i overtiden. Her kunne formstærke Radim Piroutek sende skiven ind i netmaskerne til 4-5, og dermed to vigtige point til høgene. Altid ærgerligt at miste en tremåls-føring, men trods alt positivt at tage to point med hjem, når vi var helt væk i de første tyve minutter.

På lørdag er det endelig vores tur til at byde inden for i Nordjyske Bank Arena. Herning Blue Fox er gæsterne i sæsonens første hjemmekamp, og det er med kampstart klokken 18:00.


VIDEO: Højdepunkter fra Esbjerg-Frederikshavn Endnu en udebanekamp venter i Esbjerg