Det blev med lodder og trisser. Men det blev. Frederikshavn White Hawks kunne sent mandag aften rejse fra Hørsholm med en overtidssejr på 3-2, og det var vigtigt. Høgene havde inden opgøret mod Rungsted Seier Capital tabt 6 kampe i træk, og mørke skyer trak ind over frederikshavnermandskabet, der samtidig har kunnet se, at Rødovre for alvor har rørt på sig. Nu fik man sat en prop i, og i en periode kan man trække vejret lidt lettere. Afstanden til Rødovre, som altså ligger på den niendeplads, der lige præcis ikke giver playoff, er igen på 12 point, og White Hawks har endda to kampe i hånden i forhold til Might Bulls.
Christopher Frederiksen blev helten i succesoplevelsen i Hørsholm. Og det blev han efter en noget opsigtsvækkende afslutning. Rungsted Seier Capital skiftede i ugens løb træner. Ind i stedet for Erik Hjalmarsson, der ellers har leveret ualmindeligt flotte resultater med nordsjællænderne, kom nordmanden Roy Johansen. Har man fulgt landsholdsishockeyen i de senere år, vil man genkende Johansen. I en årrække var han træner for det norske landshold, men er altså nu i Rungsted, og han fik en bemærkelsesværdig indflydelse på afgørelsen mellem Seier Capital og White Hawks. I overtiden fik høgene en udvisning for at være for mange spillere på isen. Det gav Rungsted et powerplay, og Roy Johansen valgte – noget utraditionelt, vil mange mene – at satse hele butikken og tage sin keeper ud og spille 5 mod 3. Det gav bagslag, og i stedet kunne altså Christopher Frederiksen sende pucken fra egen banehalvdel ned i målet. White Hawks tog dermed ekstrapointet, og hermed hentede White Hawks ind på Rungsted, som man nu kun er et enkelt point fra, og Pelle Hånbergs tropper har endda spillet en kamp færre end Seier Capital.
Fredag aften er høgene igen hjemme i vante rammer. Esbjerg Energy lægger vejen forbi, og på forhånd ligner det en kamp, der kan blive yderst interessant. Esbjerg sluttede 2022 flot, og man fortsatte ind i det nye år. 6 sejre i træk nåede man op på, og det lignede for alvor, at Esbjerg kunne blande sig i top-4-striden. Men så røg man ind i en ordentlig snitter på 7-1 til Aalborg Pirates, og i sidste spillerunde fik man nye stryg. Herning Blue Fox vandt sikkert med 4-1 i Granly Hockey Arena, og så ligner Energy igen et hold, der kæmper med tingene. Så det er et såret dyr, der dukker op i Nordjyske Bank Arena fredag aften, og White Hawks er bestemt ikke uden muligheder. I årets hidtidige 4 indbyrdes opgør har White Hawks faktisk vundet de tre. Senest blev det i december 3-1 på hjemmebane, og så har høgene desuden to 2-1 sejre. Esbjerg har vundet en enkelt gang. Det blev 4-1 til Energy i Esbjerg i november.
Jesper Jensen – kaptajnen hos White Hawks – har desværre igen problemer efter en tackling til hovedet. Han spiller ikke i morgen. Andre må nødvendigvis træde til, og heldigvis har eksempelvis Christopher Frederiksen fundet storformen frem. Frederiksen er bedste pointsluger hos White Hawks med sine 31 point for 14 mål og 17 assists, og forwarden er varm i øjeblikket. Så vil onde tunger påstå, at det ikke er svært at være topscorer hos White Hawks – ligaens mindst scorende hold – og Christopher Frederiksens 31 point rækker da også kun til plads som nummer 13 på Metal Ligaens pointliste. Ikke desto mindre er Frederiksen for alvor kommet i gang, og han er en yderst værdifuld og vigtig spiller for høgene. Der er meget spilletid til Frederiksen, og det er nok ikke for meget sagt, at det blandt andre er fra ham, målene skal komme. Gerne igen fredag aften mod Esbjerg.
Frederikshavn White Hawks – Esbjerg Energy spilles fredag aften klokken 20.00.