White Hawks havde heldet i aften i de afgørende situationer, selvom de måtte se en 3-0 føring smuldre til sidst. Holdet opsøgte i flere situationer heldet, hvilket har manglet tidligere i sæsonen.

Frederikshavn White Hawks – Esbjerg Energy 4-3 (1-0,2-1,0-2)(0-0)(1-0)

Vi skulle det hele igennem, inden vi fandt en vinder i Nordjyske Bank Arena her til aften. Det lignede ellers længe en sejr til hjemmeholdet, men et stort comeback af Esbjerg, vendte 3-0 til 3-3. Det blev dog høgene der løb med sejren efter straffeslag, hvor tilbagevendte Jesper Thörnberg blev matchvinder for White Hawks.

Det var ikke højdepunkterne der stod øverst i de første 20 halvkedelige minutter, hvor Frederikshavn formåede at score de første periodes eneste mål. Det lå dog ikke lige for, og det var da også en tilfældighed der gjorde, at målet kom.

Pludselig stod Thomas Spelling fri foran kassen med pucken, og han scorede usvigeligt sikkert bag Nikolaj Henriksen, der blev mere forvirret over at pucken pludselig kom, end Spelling gjorde. 1-0 til hjemmeholdet.

Der var dog ikke meget bid i hjemmeholdet i første periode, hvor der blev begået rigtig mange fejl. Det gjorde Esbjerg nu også, men de lukrerede på høgenes fejl, og fik også chancer ud af det. To gange endda i undertal, hvor vestjyderne var tæt på.

Første gang var det Downing der fik en friløber, men Galansky reddede kastanjerne ud af ilden for hjemmeholdet, og kort efter, i et nyt undertal for gæsterne, var det Aleksi Halme der fik muligheden, endda to gange. Begge gange var tjekken igen vågen i hjemmeholdets bur.

Anden periode blev langt bedre, hvor det var hjemmeholdet der startede bedst, og udeholdet der sluttede bedst. White Hawks lagde tryk på fra starten af, og igen var de heldige. Mikkel Bertelsens pasning på tværs kunne næsten ikke glide hen til Lunsjö, som via Winder, fik pucken, og sendte den ind bag Henriksen.

I aften må man sige at vendelboerne opsøgte heldet, og i aften gav det pote. 3-0 scoringen var lidt efter samme opskrift, hvor pucken nærmest var tabt, men Gorm Topholt smed den ind i blinde, og pludselig stod Mads Iversen fri, og så kunne han score et af sine sjældne mål, da han kanonerede pucken op i nettaget.

Det fik Dan Jensen til at tage en timeout, for at vække sine drenge, og det lykkedes til dels. Det var i hvert fald et anderledes fokuseret Esbjerg hold efter peptalken, og Downing kanonerede pucken på stolpen ikke længe efter.

Med fire minutter igen kunne Esbjerg så høste kapital af presset, da Rasmus Bjerrum fik pucken med sig ind i zonen. Med en velplaceret afslutning kunne han reducere til 3-1 for vestjyderne. Det gav uden tvivl optimisme i Esbjerg lejren, og sikkert også hos de to medrejsende supportere der stod i udebaneafsnittet.

De havde vel også nærmest set yderligere en reducering af Bjerrum, i begyndelsen af tredje periode, men Galansky hev en pragtredning ud af ærmet. De lagde et tungt tryk ned mod tjekken, og efter godt fem minutter gav det pote.

Andreas Grundtvig med et lumsk skud, og den sejlede ind til ny reducering for vestjyderne, der havde sat sig totalt på kampen nu. Grønvaldt stod pludselig fri i et nyt Esbjerg undertal, men misbrugte tilbuddet. Powerplay var ikke høgenes livret i aften, og skal takke Galansky for flere gode redninger, når holdet var en spiller mere på isen.

Esbjerg tog Henriksen ud med godt to minutter tilbage, og flot spil af vestjyderne sendte Philip Larsen fri foran kassen, og han eksekverede den fortjente udligning til 3-3, der havde ligget i luften længe. For anden kamp i træk smed White Hawks en føring i de døende minutter.

Det blev for anden gang i træk lige ved og næsten for vendelboerne, i form at få en regulær sejr. Det blev til to point efter straffeslag, da en underholdende overtid endte uden scoring. Jesper Thörnberg blev matchvinder for hjemmeholdet, da han i overlegen stil scorede på straffe.

Vendelboerne opsøgte heldet i aften, og anden sejr i træk, dog efter straffeslag begge, giver dem en god ballast inden det med spænding ventede bundopgør i Rødovre fredag aften.

Dan Jensen må erkende at han igen skal hjem og kigge på tingene, selvom der bestemt også var positive ting at tage med hjem efter aftenens kamp.

 

 

 

 

 

 

 


Disciplineret SønderjyskE-hold vandt sikkert i Rungsted OPTAKT: Rungsted Seier Capital-SønderjyskE