Det var en glad kaptajn vi fangede efter aftenens sejr i Herlev, og han håber på kæmpe opbakning på fredag i Nordjyske Bank Arena

Der var stor glæde i White Hawks bussen, da den for kort tid siden drog nordpå fra Herlev. Vi fangede kaptajn Rasmus Søndergaard, der næsten ikke kunne trænge igennem telefonen, da stemingen nærmest var euforisk i bussen.

-Vi er sgu glade, var det første han fik fremstammet i den feststemte bus, hvor der blev sagt skål.

-Ja vi nyder et par kolde øl, og en fridag i morgen. Det har vi sgu fortjent, lyder det fra en glad kaptajn Søndergaard.

Trods fraværet af Jesper Jensen, Radek Cip, Jesper Dahlroth, og efter første periode, også Jonas Jakobsen, blev der fightet som en gal, og sejrsmålet af Christopher Frederiksen med blot tre sekunder igen, var prikken over det berømte i.

-Det var ekstra dejligt at se den gå ind, efter en hård periode med mange nederlag. Men vi byggede videre på den gode kamp i fredags mod Herning, og alle fightede helt vildt i dag, lyder det fra kaptajnen, der har en bøn til alle med interesse for ishockey.

-Vi vil utrolig gerne have mange tilskuere på fredag mod Rødovre. Det er en fredagskamp på hjemmebane, og den er utrolig vigtig, så jeg håber virkelig vi får en kæmpe opbakning, lyder det fra Rasmus Søndergaard.

Kampen mod Rødovre spilles fredag aften klokken 20:00 i Nordjyske Bank Arena.


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Herlev-Frederikshavn White Hawks vandt fortjent i Herlev, på en scoring i de døende sekunder