I oplægget til kampen mod Rødovre Mighty Bulls var jeg måske en anelse hurtigt med at konstatere, at White Hawks bliver nummer seks i dette års Metal Liga, for efter Herning Blue Fox er løbet ind i en gedigen formnedgang og har tre klare nederlag på stribe, så har det hele åbnet sig en smule for høgene. Fjerdepladsen er derfor stadig i spil, og skal man tage den, må nogle ting gå op i en højere enhed. Høgene skal selv skaffe sig 5 point i sine sidste to kampe mod Esbjerg og Herning, og SønderjyskE skal helst tabe begge sine opgør mod Rungsted Seier Capital. I så fald bliver White Hawks nummer fire.

Søndagens møde med Esbjerg Energy var af den årsag af stor vigtighed. Esbjergenserne kæmper for at nå andenpladsen. Holdet er i øjeblikket to point efter Aalborg Pirates, som har to overkommelige modstandere tilbage og derfor synes at erobre pladsen lige under Rungsted. Derfor havde dagens opgør den ekstra krølle på halen, at en Esbjergsejr med nogen sandsynlighed ville sikre, at netop White Hawks og Esbjerg mødes i kvartfinalen.

Den første periode manglede 2000 tilskuere og en engageret fangruppe. Det havde spillerne fortjent, for der blev gået til stålet, og vi få, der var til stede i Nordjyske Bank Arena, så en god ishockeykamp med to angrebsivrige hold. Radim Piroutek fik indledningsvist en god mulighed, og for hjemmeholdet var der desuden nogle lige-ved-og-næsten-optrin. Esbjerg var også aggressive, og de kom med stor fysik. Energy satte med mellemrum høgeforsvaret på alvorlige opgaver, og man syntes, at Filip Larsson ikke altid fik den hjælp, han skulle have foran kassen. Det hele var altså en lige forestilling, og det ene angreb i den ene ende afløstes straks af en chance i den anden ende. Mod slutningen af perioden kom White Hawks foran. En back, der lægger en lang aflevering ind i banden og med forventning om, at angriberen kan fange den i høj fart, går sjældent godt. Men i dette tilfælde lykkedes alt, og Mathias Mølgaard fangede pucken og kunne senere sætte den ind. Et godt mål. Desværre udlignede Esbjerg Energy kun 42 sekunder senere, og det kunne høgene takke sig selv for. Et lille tryk i høgezonen betød, at Esbjerg fik nogle skud sendt mod kassen, og de var også hurtigst over de returer, der kom. På én af dem kunne Christian Wejse udligne til 1-1.

Kort inde i den anden periode lavede Mathias Mølgaard sit andet mål og Gorm Topholt sin anden assist. Energisk fik Tophols skabt chancen, og lige så energisk trykkede Mølgaard pucken ind. Herefter var høgene ovenpå, og Radim Piroutek fik en stor chance uden at kunne passere Søgaard i Energy-kassen. Kampens første powerplay tilfaldt White Hawks, og det blev spillet tålmodigt og fint. Christopher Frederiksen, Jesper Jensen og Radim Piroutek af to omgange havde fine muligheder for at øge føringen, men målet kom ikke. I stedet udlignede Esbjerg umiddelbart efter, man var blevet fuldtallige. En stor chance blev spillet endnu større af Brady Shaw, og så kunne Felix Scheel ret let sende pucken i mål. Det var intenst og fedt at se på, og begge hold havde sine perioder i perioden – hvis du forstår, hvad jeg mener. Det ene øjeblik var man presset og trykket i bund, det næste var man ved at score. Mod slutningen af perioden var det Esbjerg, der sad på sagerne. White Hawks havde svært ved at få pucken ud af egen zone, og det kunne nemt have kostet. Men 1-1 også i den anden periode og dermed 2-2 samlet.

Christopher Frederiksen røg i begyndelsen af den sidste periode ud i to minutter for Interference. Den udvisning så lidt tynd ud, men hvad gør det, når Gorm Topholt beslutter sig for at lave et fremragende kontramål? Det gjorde han nemlig. Med sniperens sans for at afslutte effektivt satte han pucken eftertrykkeligt ind. Et flot mål af Topholt, der altså lavede sit tredje point for dagen. Han har gang i sin hidtil bedste sæson, den gode Topholt. Så stod det 3-2 til hjemmeholdet, og det fik Esbjerg til at intensivere jagten på et mål. Filip Larsson i høge-kassen tog godt fra i dag, og han var sit hold en sikker sidste skanse. Med 7 og et halv minut tilbage på uret fik Radim Piroutek scoret til 4-2. Han sendte returen fra sit eget skud i kassen bag Søgaard, og så lignede det for alvor en hjemmesejr. Esbjerg var hele tiden giftige og nærgående, og de ville uden tvivl have sat kog på gryden til sidst. Målet til 4-2 tog brodden af det værste, og selv om Energy tog Søgaard ud af kassen og satte en ekstra markspiller ind, så holdt White Hawks stand og vinder fortjent efter en flot kamp af begge mandskaber. Èn spiller skilte sig: Gorm Topholt med 3 point og en ny energisk indsats. Klart, at man ser frem til det slutspil.

 

Kampen i tal:

Frederikshavn White Hawks – Esbjerg Energy 4-2   (1-1, 1-1,2-0)

 

Målscorere:

17.17:                 1-0: Mathias Mølgaard (Søndergaard, Topholt)

17.59:                 1-1: Christian Wejse (Bjerrum)

22.29:                 2-1: Mathias Mølgaard (Topholt)

27.48:                 2-2: Felix Scheel (Shaw)

41.56:                 3-2: Gorm Topholt (Mieritz)

52.27:                 4-2: Radim Piroutek (Andersen, Brinkmann)


VIDEO: Mathias Mølgaard Søndagskamp mod Esbjerg Energy