Der er ikke mere noget at rafle om. Elastikken kan ikke strækkes længere. Når Frederikshavn White Hawks tirsdag aften tager imod Esbjerg Energy tæller kun én ting: sejr. Og hvordan den kommer i hus er fuldstændigt ligegyldigt, men er høgene ikke bedst på måltavlen efter den kamp, så er man færdig i dette års Metal Liga. I modsat fald skal vi igennem en neglebidende fredagsforestilling, hvor det hele skal afgøres i kamp 7. Det vil vi sådan set gerne opleve.

Hold nu k…..hvor var man ærgerlig over den tv-transmitterede søndagskamp. White Hawks fik en vild start, en ren ønskestart, faktisk. For man kom foran efter kun 25 sekunders spil, men man gjorde det på den mest nonchalante, overlegne og effektive måde, man kan forestille sig. Mads Larsens mål, der blev sat sikkert ind på en Thomas Lillie, der virkede til at tale med, var lige efter bogen, og det kunne og burde have givet høgene vinger. Det samme kunne man egentlig sige om Elias Ulanders 2-1 mål. Effektivt og helt klassisk. Så kom tredje periode, og den er der ikke plads til at skrive mere om i disse spalter.

I dag har debatten handlet om, at White Hawks var bedst, da man pressede sin modstander hårdt. Det skete især i den første periode, og den dominerede man ret markant. Det kunne være blevet til en større føring end de 2-1, som det endte med. I tredje periode trak man sig tilsyneladende tilbage for at forsvare, og så gik det galt. Hedder altså argumentet. Det er altid svært at se, om et hold frivilligt lader sig trykke tilbage, eller om modstanderen simpelthen er så stærk, at det sker helt af sig selv. Skulle det første være tilfældet, så er der i hvert fald en læring at trække ud af det hele. Esbjerg er gode, når de først kommer ind i White Hawks-zonen, og de får oftest skabt mange muligheder. Så det handler om at holde dem så langt væk fra eget mål som overhovedet muligt. Her kunne noget altså tyde på, at det lykkes bedst, når presset højt i banen sidder lige i skabet. Så laver de nemlig fejl, de gode vestjyder.

Det står altså 3-2 til Esbjerg Energy, og de har den matchbold, der allerede i morgen kan byttes til en semifinalebillet. Men en lille bitte høgesejr i egen hule kunne godt nok være belejlig.

White Hawks – Esbjerg Energy spilles klokken 20.30. Du kan se opgøret på TV2 Sport, og du får naturligvis et grundigt referat her på sitet umiddelbart efter kampen.


Kampmagasinet Pucken om dagens kamp Her er de mulige semifinaler: Der spilles fredag uanset udfald