Det er et strabadserende program, spillerne fra Frederikshavn White Hawks skal igennem i den kommende tid. Onsdag aften er man i Herlev, fredag gælder det Herning Blue Fox ude, og så har man såmænd tre kampe imellem jul og nytår også. Det giver fem kampe på 10 dage, og umiddelbart ligner det for høgespillerne en forsigtig jul, hvad indtagelse af mad og drikke angår.
White Hawks har det historisk set fornuftigt med Herlev Eagles. De seneste ti indbyrdes opgør har givet 7 frederikshavnersejre, og lader man statistikken gå endnu længere tilbage, falder det hele endnu mere fordelagtigt ud til nordjysk fordel. I denne sæson har de to klubber mødt hinanden tre gange, og White Hawks har vundet de to seneste. Kun septemberopgøret i Ørneborgen endte med Herlev-sejr.
Jeg skal være ærlig at notere, at jeg ikke var klar over, at Danmark rådede over et U25-hold. Men det gør vi altså, og dette hold – under ledelse af seniorlandstræner Mikael Gath – spiller tirsdag aften en træningskamp mod Canadas U20 landshold. Canada skal bruge kampen som forberedelse til U20 VM, som om kort tid spilles i Sverige, og Mikael Gath kan omvendt få set nogle periferi-spillere an. Man kan undre sig over tidspunktet, som ligger imellem en del Metal Liga-kampe. Ikke kun Frederikshavn White Hawks har et stramt program i den kommende tid. Det har alle klubber, og derfor virker det måske en smule sært, at man har lagt en træningskamp ind. For White Hawks betyder det, at man må give slip på sin anfører. Daniel Baastrup Andersen repræsenterer som den eneste Frederikshavn, og han får et travlt døgn med en del rejseaktivitet. Han spiller nemlig med i Herlev onsdag aften også. Men det skulle ikke blive et handicap, for realistisk set er Herlev hårdere ramt. Eagles har tre spillere med på omtalte landshold. Det drejer sig om Jerry Välipirtti, Mathias Lehmann Hansen og Oliver True. Og så er det heller ikke uinteressant set med frederikshavnervinkel, at Albert Schioldan – den tidligere FIK´er og nuværende ungdomsspiller hos HV71 i Sverige – er udtaget. Verdensmesterskaberne for U20 A1 – det er den næstbedste gruppe hos årgangen – er netop afsluttet, og Albert Schioldan leverede en fin indsats for Danmark, som lidt skuffende sluttede som nummer tre. Nu skal Schioldan ses an på en lidt større scene, og det bliver på alle måder spændende at følge hans udvikling.
Og så skal man jo ellers ikke have læst eventyrligt meget for at indse, at White Hawks snart skal have point igen. De seneste 6 kampe har givet 5 nederlag, og selv om flere af dem har været tætte, så batter det ikke meget i tabellen, hvor dysten om at undgå sidstepladsen og dermed misse slutspillet er hård. Rødovre Mighty Bulls ånder høgene i nakken, og københavnerne ser ikke ud til at være nemme at ryste af. Indimellem tager de point, hvor man ikke havde regnet med det – læs eksempelvis: sejren ude mod Aalborg Pirates – og i skrivende stund skiller kun et enkelt point de to hold. Dog har White Hawks spillet en kamp færre end Rødovre.
Svenskeren Emil Araonsson har spillet et par kampe for White Hawks nu. Begge resulterede i nederlag til Odense Bullsdogs, men Aronsson har i glimt vist, at han har kvaliteter. Coach Patric Wener har store forhåbninger til Aronsson. Han bliver en gevinst på sigt, mener den svenske træner, som i øvrigt har kunnet fortælle, at han ad flere omgange har forsøgt at få Emil Aronsson til Danmark. Det var nemlig også tilfældet, da Wener var coach i Herlev, men det er altså først blevet nu. Ingen scoringer fra Aronsson endnu, men han har en form at spille sig i, og så kommer det forhåbentlig.
Herlev Eagles – Frederikshavn White Hawks spilles onsdag klokken 19.00.
Husk: du kan se hele opgøret på Metalligaen.tv, hvis du er så heldig at have skaffet dig et abonnement. I modsat fald kan du tænke over muligheden for at anskaffe et i løbet af julemåneden, hvor der er rabat at hente. Se mere på Metalligaen.dk.