Herlev Eagles – Frederikshavn White Hawks 5-8 (1-2,2-3,2-3)
White Hawks tog en livsvigtig sejr i bundstriden her til aften, da Herlev blev besejret efter hele 13 mål i opgøret. Hele 10 svensker-point hos høgene, hvilket var herligt at se, men generelt en fremragende indsats, hvor offensiven lynede i stor stil i aften.
Vi fik en herlig afvekslende åbningsperiode at se i Spar Nord Arena, hvor det inden kampen af flere, var spået en kamp, der ville være taktisk præget, og uden særlig mange scoringer. Første periode blev lige stik modsat, hvor der var masser af muligheder i begge ender, og tre scoringer.
Den første kom efter lige knap fire minutter, da Mikkel Bertelsen tryllede med pucken, og tilfældigt ramte Todd Winders skøjte. Herfra sprang den ud til Mads Falborg Iversen, der på sikker vis sendte skiven ind bag Hanses i Herlev -buret. Ikke hverdagskost Iversen scorer, men herligt mål af den stabile back.
Lige efter face-off var der en stor mulighed til Emil Marcussen, men hans baghåndsafslutning manglede lige det sidste. Det havde ellers været en drømmestart med to scoringer på fire minutter.
Det var to mandskaber der var offensivt indstillet, og det gav seværdig ishockey for de fremmødte tilskuere, der lige havde lagt juleindkøbene på stand-by et par timer. Derfor også herligt at se det fine fremmøde af White Hawks fans i Herlev denne aften. De var med til at skabe en fin kullise.
Hjemmeholdet ville også lege med rent scoringsmæssigt, og efter godt fem minutter kunne stærke Joseph Jonsson drible sig igennem høgenes defensiv, og udplacere Kevin Frydkjær til 1-1.
White Hawks var bestemt ikke færdige i perioden, og Winder, Bertelsen og Brinkman kom afsted i en tre mod en situation. Sidstnævnte afsluttede, og så var der høge-kasse igen. 1-2 på måltavlen i Ørneborgen, og en stærk periode af White Hawks.
Godt midtvejs blev Gorm Topholt sendt til tælling af en høj stav. Ingen af de fire dommere så episoden, og igen må man stille sig spørgsmålet om, hvad fire dommere så kigger efter. Her var det endda i spillet at Topholt blev ramt, og en klar Herlev udvisning burde det være blevet til. Vi har desværre set alt for mange af den slags episoder i denne sæson, hvor dommerne ikke har set situationen, og man kunne ønske sig der bliver strammet op på den del. Topholt var heldigvis hurtigt frisk igen, og klar til at krige videre for høgene.
Mod slutningen af perioden fik Herlev periodens eneste powerplay, men her stod vendelboernes defensiv stærkt, og det der kom ind foran målet tog Frydkjær sig sikkert af.
Tidlig Herlev udvisning i anden periode, og her gjorde høgene kort proces, da Måns Hansson trykkede af. Om pucken strejfede Mikkel Bertelsen var ikke til at se, men vigtigst af alt, så var White Hawks foran med to.
Det var dog ikke længe man kunne glæde sig over det, for 21 sekunder senere reducerede hjemmeholdet til 2-3. Mathias L. Hansen stod fri foran Frydkjær, og han sendte med en lille styring pucken ind i netmaskerne.
Som i første periode, bølgede det frem og tilbage, og chancer var der nok af. Jakob Stridsberg blev næste målscorer i kampen, da han med et frisk træk spillede sig selv endnu mere fri, og kanonerede pucken op under overliggeren til 2-4. Stor jubel hos svenskeren, der heller ikke ligefrem er kendt som den store målsluger.
Herefter regnede der et sandt udvisningshelvede ned over frederikshavnere, der i to omgange måtte spille med to spillere i undertal. Frydkjær stod på hovedet, og defensiven arbejdede stenhårdt. Holdet blev også fuldtallige efter to gange med to spillere i undertal, men ikke længe efter måtte Måns Hansson i straffeboksen for høj stok. Noget underligt, da stokken sad klistret til isen, men dommernes afgørelse stod fast. Og herefter måtte defensiven og Frydkjær sande, at der ikke var kræfter til at stå imod længere efter så mange minutter i undertal. Farlige Alexander Lindquist-Hansen var skarpretteren til 3-4.
Hæsblæsende forestilling i Herlev denne onsdag aften, og med små fire minutter tilbage af midterperioden, kunne aftenens helt store detalje finde sted. Nyerhvervelsen Emil Aronsson snød tre Herlev spillere med en formidabel lækker baghåndspasning til Frederiksen, og så kunne 49éren i den hvide trøje bringe høgene foran med to på ny i opgøret. Aronsson har allerede vist sig at være en stærk signing af Kasper Kristensen og Patric Wener.
Endnu en god periode af White Hawks, hvor defensiven i undertal var stærk, trods et mål imod. Offensivt uhyre effektivt, og eneste malurt i bægeret i perioden var et uheld få minutter før pausesignalet, da Todd Winder måtte forlade isen med blodet flydende om munden. Det var svært at se om der var røget nogle tænder, men som den canadier han er, så var han klar igen til tredje periode.
Her gjorde høgene i store træk det de skulle, og egentlig også selvom Herlev fik både reduceret og udlignet til 5-5. Oliver True reducerede efter godt tre minutter af sidste perioden, og med lige godt fire minutter igen kunne Lindquist-Hansen i powerplay gøre det til 5-5, da kaptajn Baastrup sad udenfor.
Men det var høgenes kamp, og Herlev tog en dum udvisning som vendelboerne udnyttede. Måns Hansson med sin anden scoring i powerplay, da han fyrede af fra distancen.
Svenskerne var helt ustyrlige i aften for White Hawks, og Stridsberg og Robin Johansson kunne med hver deres scoring i tomt bur, sørge for at holdet kunne tage den lange tur hjem i bussen med en 8-5 sejr og tre meget vigtige point, i bestræbelserne på at komme med i slutspillet.
På fredag skal Patric Weners tropper igen på is, og for tredje gang i træk på udebane. Turen går til det midtjyske, hvor Pelle Hånberg og hans Herning mandskab venter.