En kæk kommentar fra hal-speakeren om at White Hawks lignede hele Danmarks hjemmeværn, tændte angiveligt høgene til at besejre piraterne i sæsonens første lokalopgør. Drillerier allerede i sæsonens første kamp,

Aalborg Pirates – Frederikshavn White Hawks 1-3 (0-0, 0-2, 1-1)

Endelig! Endelig var der igen tilskuere til vores yndlingssport, da Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks her til aften krydsede klinger til sæsonens første nordjyske styrkeprøve. En ganske god stemning i Gigantium, hvor der også var en koloni af White Hawks supportere på plads.

White Hawks blev inden kampen kaldt hele Danmarks hjemmeværn af speakeren, med reference til de specialdesignede trøjer i samarbejde med Operators Hockey Club. Fornemt initiativ! Det tændte høgene, som vandt sæsonens første dyst mod lokalrivalerne.

Operators Hockey Club er en forening af veteraner, hvor der ikke skelnes mellem om en veteran er skadet eller ej. En forening, der blev grundlagt i 2018, og har mange spændende aktiviteter.

Godt nok var der tale om en træningskamp, og begge hold manglede en del spillere, men at tabe til ærkerivalerne vil man ikke. Det fik vi at se fra opgørets begyndelse, hvor der var saft og kraft i tacklingerne fra første puck-kast.

Aalborg lagde forventeligt bedst ud, med et pres mod en sprællende Mathias Seldrup, der diskede op med flere gode redninger. Enkelte kontrastød fra høgene, hvor Radim Piroutek og Christopher Frederiksen havde et par løse muligheder.

Perioden endte uden scoringer, med en markant skudstatistik-føring til piraterne. Høgene stod rigtig godt defensivt, og Seldrup var sikkerheden selv, når der var bud efter det. Mod slutningen havde Jesper Jensen en god chance for at bringe White Hawks foran, da han i høj fart kom fri mod George Sørensen ude i siden. Desværre var skarpheden ikke helt i top hos landsholdsspilleren, der ellers krigede som en gal i aftenens opgør. Herligt med en kaptajn der går forrest, også selvom det kun er en træningskamp.

I begyndelsen af anden periode var det White Hawks der havde initiativet. Oliver Anker Christensen havde en glimrende mulighed med baghånden, men Georg Sørensen stod klar med benskinnen. Kort efter kom høgene i overtal, men her blev det kun til et par sporadiske muligheder foran piraternes bur.

Der var lagt op til et mål, og det stod der heldigvis White Hawks på. Lucas Andersen havde sidste stav på den første scoring i denne sæson hos høgene, da han udplacerede George Sørensen. Assister til Pavel og Frederiksen.

Hjemmeholdet tog lidt over igen, men det var med farlige kontrastød fra høgenes side. En af dem stod der Nikolaj Krag og Jesper Jensen på, og sidstnævnte modtog pucken, rundede en back, og sendte pucken ind mellem en forgæves sprællende Aalborg-keeper. 0-2 i Gigantium, og nu kunne man for alvor høre de medrejsende fans fra Danmarks nordligste ishockeyklub.

Piraterne havde flere muligheder mod slutningen af perioden, men Mathias Seldrup stod på hovedet inde i buret. Fornem første kamp af høge-keeperen. ”Hvis han står sådan hele sæsonen, så vil jeg godt ønske tillykke med mesterskabet allerede”, lød det fra den altid friskfrejdige Aalborg Pirates TV reporter Per Rishøj, da han rundede denne skribent i pausen mellem anden og tredje periode.

Aalborg lagde ud i de sidste tyve minutter, med at teste Seldrup flere gange. En enkelt gang stod stolpen i vejen. Kort efter powerplay til hjemmeholdet, men her slog Oliver Anker Christensen kontra. På en friløber blev han nedlagt, og her lignede det et straffeslag som høgene blev snydt for.

Med godt fem minutter igen røg Jeppe Winther i straffeboksen, og det tog hjemmeholdet otte sekunder at udnytte powerplay. Kirill Kabanov kanonerede pucken ind bag Seldrup, der var chanceløs.

Pirates fansene i ekstase, men det fik Mads Larsen lukket godt og grundigt ned for under et minut senere, da han smaskede pucken ind i netmaskerne fra en spids vinkel.

Aalborg satsede med George Sørensen ude til sidst, og en Jeppe Winther udvisning. Det lykkedes ikke for dem at bringe spænding tilbage i opgøret, og høgene tog sejren, til stor jubel for de medrejsende fans.

De to unge, Christopher Mulberg og Philip Nolsøe var med i aftenens kamp, og de leverede en god indsats.

Fredag tester de to hold igen mod hinanden, når Nordjyske Bank Arena er vært. 

 

 

 


Video: Jeppe Vinther BILLETSALG TIL LANDSKAMP SUSPENDERET OG UDSAT