White Hawks led igen et nederlag mod fynboerne, hvor holdet ellers holdt det til en tæt kamp hele vejen igen. Desværre overså dommerne en Odense badebillet mod slutningen, der kunne have gjort betingelserne, og resultatet anderledes

Odense Bulldogs – Frederikshavn White Hawks 4-1 (0-0,2-0,2-1)

En forholdsvis tæt kamp, akkurat som i fredags, gik igen ud til fynboernes fordel, der for anden gang i den her weekend kunne krydse tre point af i kalenderen. To scoringer i tomt bur til sidst, gjorde resultatet værre end det burde.

Første periode var en blandet landhandel, hvor White Hawks havde flest skud. Men ingen scoringer efter de første 20 minutter.

I anden periode fik høgene en gylden chance for at bringe sig i spidsen af opgøret, da Gunars Skvorcovs blev idømt en fem minutters straf, uden badebillet til følge. Men i stedet for en føring til gæsterne, tog Mathias Mølgaard på friløber-togt mod Frydkjærs mål, og scorede sikkert.

Trods et skud på stolpen af Måns Hansson, lykkedes det ikke White Hawks at udnytte det lange overtal, og ikke længe efter fynboerne blev fuldtallige, kunne de gøre det til 2-0. Sebastian Ehlers afdriblede alt for let tre White Hawks spillere på blå linje, og da pucken endte hos Thelin, var han sikkerheden selv, og så var fynboerne foran med to kasser.

I tredje periode skulle White Hawks frem på isen. Det kom man også, hvor Mikkel Bertelsen havde et par gode muligheder. Med otte minutter igen kunne Stridsberg med en flot pasning finde Brinkman, og han sendte med baghånden pucken ind bag Bergvik i Odense målet.

Nyt håb til høgene, og ikke længe efter burde Joakim Thelin være sendt i bad for en alt for hårdhændet tackling til hovedet på Måns Hansson. Høge-svenskeren lå groggy på isen da spillet blev afbrudt, men desværre var der ingen af dommerne der gjorde antrit til at sende Thelin i bad. Hvis man vil de alt for mange hovedskader til livs i dansk ishockey, så må dommerne efterhånden finde ud af at få fokus på de situationer, hvor der kan være optræk til noget. Det kan ikke passe, at fire mand gang på gang kan undgå at se de farlige tacklinger der desværre har været alt for mange af i den her sæson i Metal Ligaen.

I stedet for et powerplay til høgene, kunne Patric Wener kort efter tage time-out. Med 2:37 igen tog han en stærkt spillende Frydkjær ud af isen, men akkurat som i fredags, kunne Skvorcovs score i det tomme bur. Det var ikke slut med scoringerne til fynboerne, for Frydkjær blev taget ud igen, og så kunne Jonathan Brinkman gøre det til 4-1.

White Hawks fik ingen point ud af den her weekend, men allerede onsdag venter der en livsvigtig kamp i Ørneborgen i Herlev, når høgene skal på langfart. Altid svært i Herlev, men hvis der skal kontakt til københavnerne, så skal der point med hjem.

 


Hårdt program venter White Hawks. Møder Herlev først. KAMPTIDSPUNKT præcisering