Desværre var der ikke tidlige julegaver til White Hawks, da de her til aften måtte se sig besejret af Metal Ligaens tophold

Herning Blue Fox – Frederikshavn White Hawks 8-3 (1-1,4-0,3-2)

Det er målrige kampe White Hawks for tiden spiller. Men hvor det onsdag aften gav anledning til sejr i målorgiet i Herlev, måtte høgene se sig besejret 8-3 i aften mod topholdet Herning. Det er ingen skam at tabe til Herning, men i de sidste to perioder gjorde vi det også nemt for midtjyderne. Derfor ingen tidlig julegave til høgene, der godt kunne have brugt et par point her til aften.

Kampen blev ellers indledt ganske glimrende af vendelboerne, og vi havde kun godt lige rundet et minut, da Todd Winder bragte høgene i spidsen. Han tog turen bagom mål, og mellem venner og fjender fik han sendt skiven ind i netmaskerne bag Carruth.

Winder havde ikke den samme heldige hånd efter fem minutter, da Victor Cubars tog pucken fra canadieren, og sendte den ind bag en prisgivet Kevin Frydkjær. Ærgerligt efter den rigtig gode start på opgøret.

White Hawks gjorde det generelt fint i første periode, og det gav håb for at kunne tage noget med hjem. Men det blev godt og grundigt punkteret i anden periode, hvor Herning nettede fire gange. Her var White Hawks slet ikke konsekvente nok i egen zone, og flere af rævenes mål må betegnes som fejl.

From, Hansson, Thompson og Thörnberg er ikke hvem som helst i dansk ishockey, og de stod klar til at udnytte de fejl der blev lavet. Det er ikke uden grund at Herning ligger nummer 1 i Metal Ligaen, for de står klar til at gribe den mindste chance, hvilket høgene blev straffet godt og grundigt for i anden periode.

I tredje periode fik Mikkel Bertelsen reduceret efter godt et minut, og måske var der tændt et lille håb i Patric Weners tropper. Det var som om der lige blev investeret lidt ekstra, men den helt store chance udeblev. Derfor også helt på sin plads at Herning afgjorde kampen, da Frederik Brændgaard gjorde det til 6-2.

Mathias Bau Hansen og Martin Eskildsen gjorde det også til både 7-2 og 8-2, inden Todd Winder med sin anden scoring i aften kunne reducere til slutresultatet 8-3, hvilket gav lidt at køre hjem på for de 20 medrejsende supportere.

Julen står for døren, og et par fortjente fridage venter gutterne, inden de igen skal møde ind til træning 2. Juledag. Allerede dagen efter er der igen kamp i Metal Ligaen, og efter tre udekampe i træk, er det heldigvis tid til hjemmekamp, når Esbjerg Energy kommer på besøg i Nordjyske Bank Arena.

 

 

 


White Hawks spiller tre kampe på fire dage. Møder Esbjerg først. KAMPFLYTNING White Hawks - Esbjerg Energy