Den ene gode nyhed afløser den anden i White Hawks i disse ellers svære tider. Christopher Frederiksen og Mads Larsen er på det seneste meldt klar for høgene i den kommende tid, og i dag kom så endnu en positiv melding. Unge Lucas Andersen, som White Hawks hentede i Rungsted inden denne sæson, har forlænget sin aftale med Danmarks nordligste klub, og han er således at finde på holdkortet i de næste to sæsoner. Enhver høgefan – der har været så heldig at kunne se hockey live i denne sæson – har set, at Lucas Andersen har endda store kvaliteter, og først og fremmest har han vist, at han har sniperevner. Det fortæller hans pointproduktion alt om. Godt, at de to parter kunne komme overens om også at arbejde sammen i de næste år.
White Hawks har igen haft en mindre pause, og man må håbe, den er blevet udnyttet. To ret kedelige nederlag til henholdsvis SønderjyskE og Odense Bulldogs skæmmede billedet af et hold, der ellers så ud til at være på ret spor. En sikker 7-2 hjemmesejr over Odense blev fulgt op af en imponerende udesejr over Rungsted Seier Capital, og så lignede det for alvor noget. Men så kom altså nævnte nederlag, og så var man sådan set lige vidt. Derfor er det heller ikke for meget sagt, at høgene er mere end svære at få hold på. Det ene øjeblik leverer man varen til ug, det næste får man store hug af det absolutte bundhold.
Søndag eftermiddag får man så mulighed for at revancere sig i Metal Ligaen. Men det er den sværeste modstander, man står over for. Rungsted Seier Capital tager imod i Bitcoin Arena, og der er hævn i luften. Whiskybæltets helte har fejet al modstand til side siden mødet med White Hawks, og Lars Seiers drenge er klart de mest formstærke i ligaen. Nordsjællænderne har fem sejre i streg, og det kører virkelig for Marcus Olsson og Co. Så er man advaret.
I mine øjne har keeper Mathias Seldrup stået en flot sæson, men meget tyder på, at høgenes nye svenske lejesvend, Filip Larsson, får chancen imellem stængerne mod Rungsted. Larsson er kommet til Frederikshavn med et fint cv, og Jari Pasanen vil uden tvivl gøre alt for at have to kampklare keepere klar. Mon ikke Larsson vises frem søndag?
Og så er ser det desuden ud til, at det lysner i øst. De to langtidsskadede importprofiler – Justin Shugg og Aleksandr Bumagin – meldes på vej til inden for få uger at kunne indtræde på høgeholdet. De har været savnet.
Rungsted Seier Capital – Frederikshavn White Hawks spilles søndag eftermiddag klokken 15.00 og kan ses på stream på Metalligaen.dk. Desuden får du et fyldigt referat her på sitet kort efter sidste fløjt.