Med fire mål imod i tredje periode, måtte høgene se sig slået relativt stort i Sønderjylland.

SønderjyskE – Frederikshavn White Hawks 6-2 (0-0,2-2,4-0)

Tredje periode blev et mareridt for White Hawks, hvor de måtte se SønderjyskE afgøre kampen med fire scoringer. En ellers rigtig tæt affære i de første 40 minutter, men høgene havde ikke det fornødne held og dygtighed i sidste periode af aftenenes kamp i Vojens.

En forholdsvis god første periode af White Hawks i det sønderjyske, hvor man normalt kommer ud for et stormvejr når man er gæster i Frøs Arena. Hjemmeholdet med tydelig respekt for høgene, og kampens vigtighed for især SønderjyskE, hvis de ville gøre sig håb om top 4, satte måske også sit spor på deres indsats i første periode.

Det var White Hawks der begyndte bedst, og selvom hjemmeholdet havde flest skud i første periode, så var det gæsterne der var mest på pucken. Tre overtalssituationer fik White Hawks i første periode, men desværre kneb det i visse situationer med koncentrationen, og de helt store chancer udeblev. Den største tilfaldt faktisk Steffen Frank, da han pludselig stod fri foran Seldrup. Heldigvis var ankermanden i høge-buret vågen.

Med seks minutter igen blev Jesper Jensen spillet flot op til chance, men Galbraith var vaks ved havelågen, og fik afværget det ellers glimrende tilbud. Kort efter tog Emil Bejmo chancen i den anden ende, men igen havde Seldrup lukket af.

Ingen scoringer i en chancefattig første periode.

Hjemmeholdet lagde bedst ud i anden periode, og det lugtede af en scoring til Simionis tropper. Den kom efter små to minutter, da Mads Eller fik prikket pucken forbi en chanceløs Mathias Seldrup. De lyseblå blev herefter ved med at producere chancer, og man sad og frygtede en 2-0 scoring. Den udeblev heldigvis, og da White Hawks sådan for alvor kom op mod Galbraith kassen efter otte minutter, så var der kontant afregning.

Hjemvendte Christopher Frederiksen arbejdede flot bag mål, og fandt med en perfekt pasning kædekammerat Piroutek, der ikke svigtede. 1-1 i Frøs Arena.

Hvad White Hakws ikke havde i godt spil, havde de i fight i aften. I defensiven smed de sig flere gange ned i skud, og der er et par spillere der kommer hjem med blå mærker, når de rammer Frederikshavn i løbet af natten.

Mod slutningen pådrog Brock Beukeboom sig en udvisning. Den så umiddelbart lidt tynd ud, men han skøjtede dog ud til straffeboksen uden de store protester. Det udnyttede hjemmeholdet promte, og Steffen Frank kunne 16 sekunder senere gøre det til 2-1 til Vojens drengene.

Bedst som man sad og indstillede sig på en føring til hjemmeholdet ved pausen, gjorde Mike Hammond det til 2-2. Igen med strålende forarbejde af Frederiksen. Endnu en gang viste Mike Hammond sin målfarlighed, og han er trådt flot ind på holdet allerede.

Det gik for alvor ned af bakke i tredje periode, hvor SønderjyskE var klart bedst. Efter seks minutter var stærke Yannick Vedel skarpretteren på 3-2 scoringen til hjemmeholdet, og herfra gik det desværre ikke for høgene.

Man halsede i flere situationer efter de lyseblå, og det var fuldt fortjent at Mike Little og Brendan Harms gjorde det til 4-2 og 5-2 med tre minutters mellemrum. Med et minut tilbage af opgøret blev Brendan Harms også dobbelt målscorer, da han gjorde det til 6-2.

Desværre kunne vi ikke ride videre på den flotte bølge vi ellers var inde i, men med tredje periode in mente havde vi heller ikke fortjent point i aftenens kamp. Det ser lidt dumt ud at tabe med 6-2, når kampen rent faktisk var mere lige end cifrene antyder.

Næste opgave for White Hawks er på fredag, hvor Rødovre gæster Nordjyske Bank Arena. Vi håber alle der er godt nyt fra Rødovre de næste dage, så vi kan spille fredagens opgør.

 


AFLYSNING: Frederikshavn og Rødovre spiller ikke fredag grundet Covid19-smitte STREAM: SønderjyskE-Frederikshavn WH