Det var helt nødvendigt, at Frederikshavn White Hawks vandt det tredje kvartfinaleopgør mod Esbjerg Energy. I dansk ishockey er der naturligvis fortilfælde, hvor et hold er kommet tilbage i en serie, efter at have været bagud med 0-3, men det sker yderst sjældent. Det eneste tilfælde, der lige falder ind, er Herning Blue Fox, der for nogle år siden hentede Odense Bulldogs, der ellers havde vundet de første tre kampe. Og lur mig, om det ikke er den eneste gang, det er sket. Det sætter Justin Shuggs overtidsscoring i et fint perspektiv, synes jeg. Havde høgene tabt, havde sommerferien banket på.

Nu er situationen imidlertid en helt anden. Sejren i sig selv har uden tvivl styrket troen på, at Esbjerg kan væltes. Men måden det skete på er også værd at bemærke. Det var et aggressivt, determineret og flittigt skydende White Hawks, der indtog Granly Hockey Arena. Lad være, at der igen blev lavet store defensive fejl. Den tråd tager vi op en anden gang. Offensivt var der andre boller på suppen, og White Hawks havde 48 afslutninger på mål. Det må siges at være i orden, især når der er tale om en udebanekamp.

Fredag aften er det så tid til fjerde opgør. TV2 dukker op og sender kampen, og igen kan man ikke overvurdere vigtigheden af opgøret. Og igen er kravet helt utvetydigt en sejr. White Hawks stod inden tirsdagens kamp for foden af et større bjerg. For mange virkede det som en umulig opgave at komme over det, men efter det der dejlige stolpeskud ind i kassen, som Shugg listede ind i fire-mod-fire-spillet, så er man nået et pænt stykke. Og fredag aften venter endnu en gyser, som simpelthen bare skal give en sejr. I givet fald er der sat vand over til en weekend af de mere intense. Så vil man næsten ikke kunne vente til søndag, hvor ét af holdene vil kunne skaffe sig matchbold. Den må der meget gerne stå White Hawks på. Vi ved meget efter opgøret fredag aften. Det starter klokken 19.30.


Kampmagasinet Pucken om kampen i aften Mieritz: En kæmpe holdpræstation