Frederikshavn White Hawks kunne søndag eftermiddag notere sin anden sejr i træk. Herning Blue Fox blev sendt tilbage til Heden med et 3-2 nederlag.

Var det en enlig svale, eller er Frederikshavn Whit Hawks endelig på vej til at finde stabilitet og tilbage det niveau, man ved holdet kan spille på? Det var nogle af spørgsmålene inden eftermiddagens opgør mod Herning Blue Fox. White Hawks fik som bekendt – med det yderste af neglene, indrømmet – hevet en sejr i land, da man fredag aften var på besøg i Storkøbenhavn og mødte Herlev Eagles. Men en enkelt fugl gør ikke en sommer, og forventningen til hjemmeholdet var derfor, at man ville være i stand til at give de blå fra Herning en anden kamp, end man gjorde, da uldjyderne for kun 8 ni dage siden sidst var i Frederikshavn. Ved den lejlighed vandt Blue Fox 3-2.

Igen i dag var White Hawks uden Aleksandr Bumagin og Justin Shugg. Til gengæld spillede Christian Mieritz efter flere kampes fravær. Og det var et aggressivt White Hawks, tilskuerne i Nordjyske Bank Arena blev præsenteret for i den første periode. I hvert fald i dele af perioden. Starten var god, og efter kun 1.30 kunne Kyle Hope score kampens første mål. Fra blue line sendte backen pucken mod Simon Nielsens mål, og blandt venner og fjender fik den lov til at gå hele vejen. I minutterne efter scoringen var hjemmeholdet ret farlige, selv om det ikke blev til de vilde afslutninger. Herning kom mere med, som perioden skred frem, og det kunne sagtens være blevet til en udligning. Mark MacMillan burde have scoret. Han fik et par store chancer, blandt andet i forbindelse med et powerplay til White Hawks, som gav en breakaway til MacMillan. Han brændte dog tilbuddet. Kristian Rubins – lejesvenden på backlinjen hos White Hawks – lavede midtvejs en stor fejl i egen forvsarszone, og det resulterede i en Blue Fox-afslutning på stolpen. Petter Hansson fik også en stor chance, og han havde sikkert scoret, hvis han havde skudt første gang. I stedet valgte han at drible, og så kom Mathias Sedrups benskinne i vejen. Med tre minutter tilbage af perioden blev det 2-0 til hjemmeholdet. Joachim Blichfeld fandt med en fin pasning en helt fri Jesper Jensen, der nærmest ikke kunne undgå at score.

De første ti minutter af midterperioden bølgede spillet begge veje. Der var noget hawaihockey over det hele, men White Hawks lukkede godt af i defensiven, og derfor kom Blue Fox ikke til det helt store. Hjemmeholdets Lucas Andersen skabte sig selv en stor mulighed efter 11 minutters spil, da han totalt pillede bukserne af Mathias Bau. Desværre var hans skud for højt. Siden tog Blue Fox tre på hinanden følgende udvisninger, som gav White Hawks 1.47 i spil fem mod tre. Det kom der alt, alt for lidt ud. Et enkelt skud blev det til. Joachim Blichfeld fik umiddelbart efter overtalsspillet en stor chance, men hans træfsikkerhed er endnu ikke, hvor den bør være, og Simon Nielsen reddede uden problemer. Mod slutningen af perioden kom en ny chance for hjemmeholdet i fem mod tre. Mathias Bau fik to minutter for Unsportsmanlike Conduct og Brodie Dupont lavede en Crosschecking på Rasmus Søndergaard. Denne gang var der ingen kære mor. Kyle Hope udnyttede situationen nærmest med det samme og scorede sit andet mål for dagen. De afsluttende sekunder udviklede sig til et skydetelt mod Simon Nielsens mål, og det kunne godt være blevet 4-0.

3-0 burde være en sikker føring, men da den tidligere høg – Kristian Jensen – fik reduceret efter fire minutters spil, fornemmede man, at kampen ikke var afgjort. Blue Fox lugtede blod, og intensiteten i kampen røg et par takter op. White Hawks fik nok at gøre med at lægge pucken ud af zonen, og pludselig var det for alvor en forsvarskamp for frederikshavnerne. Mathias Seldrup måtte op med flere gode redninger, og han fik stor anerkendelse fra publikum efter en fantomredning på et skud fra nært hold. Med otte minutter tilbage på uret, røg Lucas Andersen ud for slashing, og det gav Blue Fox et naturligt momentum og nogle skud på kassen. Men der blev gået til stålet i White Hawks-forsvaret, og ved flere lejligheder fik man sendt pucken ud af zonen, og hjemmeholdet overlevede undertallet. For blot – i øvrigt – igen at ende i box play. Denne gang var det Gorm Topholt, der måtte ud. Han fik for Interference, og så gik den ikke længere. Blue Fox spillede høgeforsvaret tyndt, og til sidst kunne Mathias Bau lægge pucken ind bag Seldrup. Så var der sat vand over til en vild afslutning på kampen. Med tre minutter igen tog Joachim Blichfeld endnu en udvisning, denne gang for High Sticking. I overtallet kom Blue Fox til nogle halvstore chancer. En puck røg på overliggeren, og Mathias Seldrup måtte endnu en gang redde, da Mathias Bau var fri midt i slottet. Men der kom ingen scoring i powerplaysituationen, og det skyldes blandt andet forbilledlig fighterindstilling fra Gorm Topholt, som ofte kom i vejen for pucke på vej mod mål. Blue Fox tog herefter Simon Nielsen ud og erstattede ham med en markspiller. Men nærmere kom man ikke. White Hawks vinder fortjent 3-2 og høster ny selvtillid. 

 

 

Kampen i tal:

Frederikshavn White Hawks – Herning Blue Fox 3-2 (2-0, 1-0, 0-2)

 

Målscorere:

01.30:                 1-0: Kyle Hope (Brinkmann)

17.05:                 2-0: Jesper Jensen (Blichfeld, Rubins)

38.38:                 3-0: Kyle Hope (Krag, Andersen)

44.55:                 3-1: Kristian Jensen (McNeill)

55.46:                 3-2: Mathias Bau (Jensen)

 


VIDEO: Lars Mølgaard Billetinfo til 01/12 Frederikshavn White Hawks Vs. SønderjyskE