Christian Mieritz er ude, Mads Larsen skal opereres, Aleksandr Bumagin er skadet i længere tid, Nikolaj Krag er generet af en mindre skade, og Mikkel Bertelsen har også udsigt til at være fraværende i længere tid. Frederikshavn White Hawks er bestemt ikke gået ram forbi, når det drejer sig om skader på spillere.
Ikke desto mindre har høgene sat en fin sejrserie sammen, og man har i øjeblikket vundet de sidste fire kampe i træk. Det rækker foreløbig til en andenplads, et point efter førende Aalborg Pirates og et enkelt foran Herning Blue Fox, der dog har spillet en kamp færre end de to nordjyske hold.
Lørdag eftermiddag før White Hawks så besøg af Odense Bulldogs. De to hold mødtes for små fjorten dage siden, og det blev til en sikker høgesejr på 6-1. Men Odense leverer lidt i øst og vest, og senest stod man bag et ret imponerende comeback mod Esbjerg Energy. Vestjyderne var foran 3-0, og den sejr var sikret, troede de fleste. Odense ville det anderledes og ændrede forestillingen til 6-3. Det må i sig selv være en advarsel.
Frederikshavn White Hawks – Odense Bulldogs spilles lørdag klokken 15.00.