Frederikshavn White Hawks – Odense Bulldogs 3-5 (1-2, 1-2, 1-1)
Til aftens kamp kunne White Hawks præsentere en ny spiller i form af 28-årige svenske Emil Arnosson, der kommer med erfaring fra Allsvenskan og SHL, hvor han optrådte for Mora IK tilbage i 17-19 og senst Södertälje. Arnosson kommer til White Hawks på en tryout og uden decideret kamperfaring i et års tid, hvor den primært har stået på noget selvtræning. Det bliver interessant at se, om det bliver til mere end en tryout kontrakt. Han bærer trøjenummer 96. Odense kommer til aftens kamp med en 5-1 afklapsning i bagagen fra deres møde med Aalborg Pirates. Kunne White Hawks levere samme effektivitet i aftens kamp, som de viste mod SønderjyskE, så lå der med garanti 3 hårdt tiltrængte point og ventede forude.
Kampen startede med to hold, der absolut søgte den tidlige føring. Begge keepere blev testet så snart muligheden var der. Dejligt opløftende og fremadrettet spil fra begge hold. White Hawks havde god fart i skøjterne og var hurtigt over Odense, især i egen zone. Det var derfor også helt fortjent at Jakob Stridsberg bragte White Hawks foran 1-0, på en flot styring helt inde under mål. Tiden 4.49 og Stridsberg blev godt hjulpet på vej af Pontus Englund. Efter målet formåede hjemmeholdet virkelig at sætte pres på fynboerne og fik sendt adskillige gode skud afsted mod Fredrik Bergvik i Odense målet. Det udmøntede sig dog ikke i scoring. Det tætteste de kom på et mål, var et stolpeskud, men rigtig godt spil af White Hawks.
Stik imod skud og chancer, var det derfor også noget af en kold klud i ansigtet på White Hawks, da gæsternes Martin Larsen fik overlistet Galansky og udlignet til stillingen 1-1. Hvis den første klud ikke var kold, så var den efterfølgende klud mere eller mindre på frysepunktet, da Odense bragte sig foran 1-2 ved Joakim Thelin. Ikke lige den udvikling de fremmødte White Hawks fans havde forestillet sig efter den gode start. Gorm Topholt var tæt på at udligne til 2-2 da han sled sig forbi to Odense backer, men fik overplaceret sin baghånd. Der var i den grad gang i kampen og masser og chancer til begge hold. Mod slutningen af første periode fik White Hawks igen skabt et fint pres og her var Robin Johansson tæt på at få pucken sendt i nettet på en listig afslutning fra siden af.
Indtil videre havde ”vores” nye svensker vist lovende takter. Han kender selvfølgelig ikke sine nye holdkammerater og der skal noget tilvænning til før man for alvor kan vurdere ham, men målsøgende og nærkampsstærk er det foreløbige indtryk af ham. En solid første periode ud fra hans forudsætninger. Mads Faldborg Iversen var tæt på at bringe balance i regnskabet, da hans stolpeskud var tæt på at gå ind. Anden periode udartede sig lidt anderledes end første. Bulldog’en bed sig mere og mere fast i kampen var klart mest på pucken. White Hawks svært ved at få pucken ekspederet ud af egen zone og Odense presset gav da også pote i tiden 29.03, da Gunars Skvorcovs satte pucken ind bag Galansky til stillingen 1-3. Det var i øvrigt samme Gunnar Skvorcovs tredje point i kampen. White Hawks’ spil var i denne fase også præget af mange små fejl.
Bagud 1-3 og det ville være lidt af et HC Andersen eventyr, hvis Emil Arnorsson kunne vende kampen for sine nye holdkammerater med et par scoringer. Det var i hvert fald gæsterne fra Odense der indtil videre havde stået for det mest eventyrlige spil med tre flotte mål. Lidt magi kom der dog White Hawks vej, da Rasmus Søndergaard fandt en helt fri Mikkel Bertelsen inde foran målet. Bertelsen satte den køligt op i nettaget til stillingen 2-3. Og bedst som man troede White Hawks var ved at arbejde sig ind i kampen, udbyggede Joakim Thelin med sit andet mål i kampen, føringen til 2-4. Ikke særligt godt modtræk af hjemmeholdet, der nu igen var bagud med 2 mål.
Baud 2-4 er ikke en umulig føring at hente. Men det vil kræve noget ekstraordinært at gøre det. Noget x-factor, mod, vilje og så det berømmelige held, som mange eksperter hævder man skal opsøge for at gøre sig fortjent til at få. Så rigtig mange ting skulle falde i hak for White Hawks hvis de skulle have noget med fra aftens kamp. Efter 3 minutter spil var Mikkel Bertelsen tæt på at give sit hold lidt x-factor, da han var uhyre tæt på at passere Bergvik i målet. Helt utroligt var kampen indtil videre foregået uden udvisninger. Ganske imponerende af begge hold og flot dommerarbejde også. Hvor Bertelsen var tæt på, så var Daniel Baastrup-Andersen 100 procent. Han reducerede nemlig til 3-4 og bragte for alvor sit hold tilbage i kampen. Assisten kom fra Emil Arnorsson. Måns Hansson var lidt efter Baastrup scoringen tæt på at udligne til 4-4 men igen stod stolpen i vejen. Igen kom pasningen fra Emil Arnorsson.
I tiden 13.42 i tredje periode faldt kampen første udvisninger så. En lidt tynd en af slagsen til Rasmus Søndergaard. Samtidig fik Odenses Sebastian Ehlers en udvisning for Embellishment. Fire mod fire og mere plads på isen. Med under ti minutter igen af perioden var White Hawks mere kontrolleret i deres angreb. Der var ikke plads til fejl og man tog lidt færre chancer specielt i neutral zone eller når man førte pucken fremad. Med under fem minutter tilbage fik Jonas Jakobsen sendt et fint håndledsskud afsted, men det voldte nu ikke Odensekeeperen de store kvaler. Odense var faktisk tættere på at lukke kampen til 3-5 end White Hawks var på at udligne. Galansky havde fået noget at se til nu og han holdte ene mand sit hold inde i kampen om point. Wener tog timeout og ganske forventet blev Galansky hevet ud til fordel for en markspiller. Dette virkede ikke efter hensigten og Odenses Gunars Skvorcovs kunne lukke og slukke i tomt net. I øvrigt hans 4. point i kampen.
Tilskuere: 1108