Frederikshavn White Hawks tog tirsdag aften turen til Herning, hvor aftenens træningskamp bød på masser af intensitet, hårdt fysisk spil og store mængder offervilje. Kampen endte 5-2 til hjemmeholdet, men bag resultatet gemte der sig en præstation, der tegner godt for sæsonen.

Cheftræner Fredrik Johansson havde på forhånd ønsket at se offervilje, og det fik han i allerhøjeste grad. White Hawks-spillerne blokerede et utal af skud, og under en hård 3 mod 5-situation lå to ud af tre spillere bogstaveligt talt på isen efter at have kastet sig i vejen for pucken. Suistio var hårdest ramt og måtte en tur til tjek i omklædningen i pausen, men vendte naturligvis tilbage i tredje periode, finner er bygget af noget helt særligt.

Første mål i kampen blev sat ind af vores hårde finske back Santeri Suistio, der i powerplay tog sagen i egen hånd med et flot soloridt fra egen zone og sikkert sendte pucken i nettet. Herning fik reduceret og stillingen var 1-1 frem til tredje periode, og White Hawks kom dermed langt ind i kampen med et solidt afsæt.

Power play-mulighederne var mange for begge mandskaber, og der blev ikke givet ved dørene i nærkampene. Vores stærke nummer 2, Jaeden Martin, tog en fysisk tørn med Mathias Bau og fik endnu engang sat sig i respekt over for den forhenværende White Hawks spiller.

Flere af holdets unge spillere fik også markeret sig som ægte White Hawks-spillere. Magnus Bertelsen stod for flere gode aktioner, Sebastian Holm scorede et flot mål, og hurtige Johannes Borup gav Hernings forsvar rigeligt at se til. Canadiske debutant Brandon “Frats” Frattaroli imponerede med sin puckkontrol og evne til at finde sine medspillere i pressede situationer.

Efter kampen sagde "Frats":
"As a first game in Denmark against a strong team like Herning, there are definitely a lot of positives to take away. Despite having a short bench, I think we competed well and did many things right as a team. Of course, there are areas we can improve on, but that’s expected this early in the preseason and will come with more practice and time together.

Facing Herning in my debut game, you can really see why they’re such a strong team. They play with a lot of speed and transition quickly from defense to offense, which challenges you to stay sharp every shift."

Om sit mål i tredje periode fortalte Sebastian Holm:
"Der var et chip ud i midtzonen, jeg sætter staven på, pucken hopper over backen, og jeg satte fart. Pludselig havde jeg et breakaway og skød ... og heldigvis gik den ind."

Debutanten Magnus Bertelsen tilføjede efter kampen:
"Det var fedt at få debut for White Hawks. Jeg spillede i tredje kæden, tempoet var højere end jeg var vant til så det var en meget lærerig kamp, vores kæde holdt nullet, det er jeg stolt af. Jeg er imponeret over hvordan vi som hold spiller op mod et stærkere og flertalligt mandskab og ser meget frem til resten af sæsonen"

Christian Mieritz, der havde gen-debut for White Hawks på sin tidligere hjemmebane i Herning, sagde:
"Det var selvfølgelig lidt specielt at være tilbage på min gamle hjemmebane og møde mange af de tidligere holdkammerater. Jeg synes, vi spiller en rigtig solid kamp, især taget i betragtning, at vi kun har tre imports på isen i en halv kamp, mens de stiller med fuld offensiv line-up. Vi står 1-0 efter første periode og 1-1 efter anden, men til sidst bliver udvisningerne dyre mod deres stærke powerplay, og det koster os desværre. Der er dog mange gode ting og momenter, vi kan bygge videre på, og jeg tror bestemt, det kan blive rigtig spændende det her."

I White Hawks-målet leverede Kevin Frydkjær en stærk indsats gennem hele kampen, især i de første 2 perioder, hvor han var medvirkende til at holde spænding i matchen. Efter kampen sagde Kevin:
"Jeg syntes vi spiller en fornuftig kamp. De første 40 minutter kan vi være rigtigt godt tilfredse med, der spiller vi fantastisk! Så løber kræfterne lidt tør i 3. periode, hvilket er naturligt når vi spiller med 3 kæder, men mod et hold som Herning, så tidligt i sæsonen og med vores unge debutanter, kan vi være mere end tilfredse med arbejdsindsatsen, her er bestemt noget at bygge videre på!"

Et stort tak skal også lyde fra hele truppen til de fans, der tog turen til Herning for at støtte holdet. Jeres opbakning betyder alt, og det giver en ekstra gnist i kampene. Tak fordi I altid er der!

Alt i alt var det en træningskamp, der viste at vi står med en trup, som er klar til at arbejde stenhårdt for hinanden, præcis det der skal til for at skabe succes i den kommende sæson.

Næste opgave venter allerede på fredag, når vi gæster Aalborg Pirates i Gigantium. Træningskamp eller ej, et lokalopgør mod Pirates er altid noget særligt, og vi håber på stærk opbakning fra vores fans.


Optakt: Træningskamp mod Aalborg Pirates Første test mod rivalerne fra heden