Det var noget af en mavepuster i aftes, hvor White Hawks gik fra at spille drømmehockey i første periode, til at falde fuldstændig sammen i de sidste 40 minutter. Nederlaget var svært at sluge, men heldigvis er der altid hurtigt mulighed for at revanchere sig. Det er der allerede i morgen, når Odense Bulldogs byder op til dans i Spar Nord Arena.
Coach Fredrik Johansson var en skuffet mand efter gårsdagens nederlag, men har nu lagt den bag sig, og har taktikken klar til kampen mod fynboerne.
-Det var ikke en god indsats vi leverede i aftes mod Rungsted, og nu handler det om at komme tilbage på rette spor, og gøre en bedre præstation mod Odense. Vi har vist i tidligere kampe, at vi kan levere på højt niveau, så det skal vi have frem igen, lyder det fra Fredda, der ikke vil høre tale om, at der var pres på spillerne, for at vinde den syvende kamp i træk i aftes.
-Det er et privilegium at leve under pres, og det skal vi kunne klare. Det er sådan man vokser, lyder det fra cheftræneren, der ser frem til revanche mod fynboerne i morgen, hvor man senest fik en ordentlig lussing på 1-8 i Nordjyske Bank Arena.
-Det er en stor motivation i sig selv, men alle kampe lever sit eget liv, med forskellige forudsætninger. Men vi tager selvfølgelig til Odense for at vinde i morgen aften. Vi skal tilbage til den hockey vi vil, og kan spille, og så skal vi fokusere på præstationen, lyder det fra coach Fredda.
Han har samme trup som i aftes til rådighed, og mangler således stadig kun Fredric Andersson og Christopher Mulberg.
Der er kampstart i Odense i morgen aften klokken 19:00, og vi håber, at mange White Hawks fans som altid vil indfinde sig og støtte holdet.