Nytåret er knap nok skudt ind, inden vi igen skal begynde at tænke på Metal Ligaen. Allerede i morgen aften er der match i det midtjyske, hvor det suveræne tophold fra Herning Blue Fox står klar til at byde velkommen.

Det er to hold med god selvtillid, der indleder 2025 i KVIK Hockey Arena. Herning har virkelig fat i det, og trods nederlag mellem jul og nytår til Odense, så har Garth Murray et hold der bare tromler derudaf. Høgene kom også ganske fint ud af 2024, med 10 point i de sidste fire kampe, vel at mærke mod Odense og Aalborg, som jagter Herning i toppen af tabellen.

Nu venter altså et nyt tophold, og høgenes farlige angriber, Jesper Thörnberg, glæder sig til at komme i gang igen efter en lille nytårspause.

-Det bliver godt at komme i gang igen, og vi skal fortsætte, som vi har gjort i de seneste kampe mod Odense og Aalborg. Vi skal være koncentrerede i begge ender af banen. Derudover skal vi stå godt defensivt, mod et stærkt Herning hold, som slår til, hvis ikke vi er klar fra start, lyder det fra svenskeren.

Han og holdkammeraterne sætter sig ind i bussen i morgen eftermiddag, og det bliver, som bulletinerne siger, med en trup som vi kender det, hvor kun Fredric Andersson er fraværende.

Der er kampstart klokken 19:30 i KVIK Hockey Arena, og vi håber, at mange White Hawks fans vil indlede det nye år med at bakke holdet op i den svære udekamp.


White Hawks tabte til skarpe midtjyder STORT COMEBACK gav et point i Aalborg