Efter en stærk åbning på sæsonen med to sejre i de første tre kampe skal Frederikshavn White Hawks tirsdag aften på sæsonens første udebanetur, når Rungsted Seier Capital venter i Nordsjælland.
White Hawks kommer til opgøret med seks point på kontoen efter en travl indledning på Metal Ligaen. Tre kampe på blot fem dage blev indledt med et nederlag mod Aalborg Pirates, inden holdet svarede flot igen med to overbevisende hjemmesejre.
Først blev SønderjyskE besejret, og blot to dage senere fulgte White Hawks op med en sikker 5-1-sejr over Rødovre Mighty Bulls.
Dermed har cheftræner Casper Stockfisch og resten af holdet fået en positiv begyndelse på den nye sæson.
En af de spillere, der for alvor har sat sit aftryk på sæsonstarten, er finske Atte Karppinen. Den 28-årige forward har fået en fremragende start i White Hawks-trøjen og indtager inden tirsdagens kamp førstepladsen på Metal Ligaens topscorerliste.
Karppinen er da også godt tilfreds med både holdets og sin egen indledning på tilværelsen i Frederikshavn.
– Jeg synes, vi har fået en god start, og vi har været i stand til at vise de ting, vi gerne vil se i vores spil. Vi spillede vores første tre kampe på meget kort tid, og to sejre i de kampe var et godt resultat, fortæller Atte Karppinen.
Personligt er finnen ligeledes faldet godt til i det nordjyske.
– Livet her er kommet rigtig godt fra start, og jeg nyder virkelig at være her. Det er godt at kunne bygge videre herfra, når tingene fungerer både på og uden for isen.
Kæden har fundet hinanden
Karppinen har i sæsonens første kampe dannet kæde med landsmanden Leo Ring og Mikkel Skov, og trioen har allerede vist særdeles lovende takter.
Ifølge Karppinen skyldes det blandt andet, at de tre spillere supplerer hinanden godt.
– Jeg har gode spillere ved siden af mig. Vores kæde har stor alsidighed, og alle forstår, hvordan spillet skal spilles i forskellige situationer. Vi har selvfølgelig hver vores individuelle styrker, og dem har vi været gode til at få frem i kampene.
Tirsdag venter imidlertid en ny udfordring, når White Hawks for første gang i sæsonen skal forsøge at hente point på fremmed is.
Stærk modstander venter
Rungsted har ligeledes fået en god begyndelse på sæsonen. Nordsjællænderne har hentet fire point i deres første to kamp, og senest blev det til en 3-1-sejr over Odense Bulldogs. Tirsdagens opgør bliver samtidig Rungsteds første hjemmekamp i sæsonen.
Karppinen forventer derfor en vanskelig opgave, hvor White Hawks skal ramme niveauet fra de seneste kampe.
– Som jeg har forstået det, møder vi et hold med rigtig høj kvalitet, og vi har en lang dag foran os med rejsen derover. Vi skal spille klogt og holde fast i vores gameplan.
Efter den lange bustur fra Frederikshavn bliver det samtidig vigtigt hurtigt at få gang i benene.
– Vi skal sørge for at få benene i gang efter busturen, for vores skøjteløb er en af holdets styrker, lyder det fra Karppinen.
Der er dermed lagt op til en spændende tirsdag aften i Nordsjælland, hvor White Hawks skal forsøge at bygge videre på de seneste to sejre og tage sæsonens første udebanepoint med hjem til Frederikshavn.