Mandag skal høgene på den længste tur man kan komme på i Metal Liga sammenhæng, når Rungsted byder op til dans i Concordium Arena i Hørsholm. White Hawks er fem point foran nordsjællænderne, der mangler en kamp i forhold til høgene. Så ingen tvivl om, det er ekstremt vigtige point der står på spil i morgen aften.

White Hawks er indtil videre ubesejret på Sjælland i denne sæson, og det håber keeper Kevin Frydkjær også på, at holdet er i morgen aften, når bussen igen triller nordpå.

-Det er klart, vi gerne vil fortsætte den gode stime som ubesejret på Sjælland, med det kræver som udgangspunkt, en stor arbejdsindsats af alle mand, lyder det fra Frydkjær.

Han og holdet kom ned på jorden igen i fredags, da Herning tog fra Nordjyske Bank Arena med en 5-0 sejr. Ikke hvad man havde forventet til det store jubilæumsbrag, men Kevin Frydkjær mener, at nederlaget er kommet ud af kroppen.

-Vi har brugt de sidste par dage til at træne det vi manglede i fredags, og vi har fået rystet nederlaget af os. Nu kan vi se frem mod et nyt opgør, og en ny modstander, og heldigvis går det stærkt i ishockey, så der er ikke tid til at dvæle ved et nederlag, siger Frydkjær, der også har et bud på, hvordan morgendagens opgør kommer til at forme sig.

-Jeg tror, det bliver et tæt og intenst opgør. Sidst vi spillede i Rungsted var det meget tæt, og jeg tror, man skal forvente noget af det samme i morgen. Vi spillede en rigtig god udekamp derovre sidst, og det skal vi gerne gentage, lyder det fra høgenes keeper.

White Hawks stiller med samme mandskab som i fredags, og det betyder, at det kun er langtidsskadede Fredric Andersson, der er fraværende på holdkortet.

Der er kampsart i Concordium Arena klokken 19:00, og vi håber igen at se mange White Hawks Support Copenhagen fans, der som altid leverer god stemning, med de gode gamle White Hawks slagsange.


Kold dukkert til White Hawks Storspillende Mathias Bau, da Herning vandt i Frederikshavn