Inden vi skriver 2025, skal de to traditionsrige nytårskampe mod Aalborg Pirates spilles. Når turneringsplanen udkommer, så er det nytårskampene man tjekker som det første, og i år ligger de ikke helt som normalt, men allerede den 27 og 28 december.
Det gør dem ikke mindre interessante, og hypen omkring de to kampe, har de seneste uger været stor på de to klubbers sociale medier. Det plejer være to fede kampe, og i år bliver med garanti ingen undtagelse. Nærmest udsolgt i begge arenaer skal vi nok forvente, og en af dem der har stået på begge sider, Tadeas Galansky, glæder sig rigtig meget til de to opgør.
-De to nytårskampe er altid noget særligt, og for fansene, nok også de kampe, de glæder sig mest til. Der plejer i hvert fald være en rigtig god stemning til de opgør. Det er kampe jeg altid har set frem til at spille, og de føles som slutspilskampe hver gang, lyder det fra høgenes tjekkiske plankeværk.
Han kunne måske godt have brugt en lidt længere juleferie, men det får ikke tjekken til at klage, at han og holdkammeraterne allerede skal i gang igen.
-Selvfølgelig kunne vi alle godt have brugt lidt flere fridage, men sådan er hockeylivet, og når man skal spille to så spændende kampe, så går det nok, siger Galansky.
Hvordan skal de to nytårskampe gribes an?
Jeg synes bare vi skal komme hårdt ud, og spille det hockey vi er gode til. Så kan vi forhåbentlig give fansene det de gerne vil se. De er kommet for at se noget godt ishockey, og det vil vi forsøge, lyder det fra Tadeas Galansky.
Coach Fredrik Johansson, der juleaften forlængede sin kontrakt med White Hawks, oplyser, at det kun er Fredric Andersson der sidder ude i morgen aften.
Der er kampstart klokken 19:30 i Nordjyske Bank Arena, og et døgn senere, er det i Aalborg returkampen spilles på samme tidspunkt.