Fredag aften går det løs igen, når White Hawks byder Rockstar velkommen i Nordjyske Bank Arena, og der samtidig bydes op til kæmpe tartelet-fest inden opgøret mod Herlev sættes i gang.

White Hawks er stadig ubesejret på hjemmebane i denne sæson, og i morgen aften gælder det så Herlev, som har fået en aldeles glimrende start på sæsonen.

Mads Falborg Iversen ser frem til morgendagens opgør, hvor høgene skal fortsætte de gode takter fra tirsdagens sejr mod Herning. Her stod spillerne virkelig op for hinanden.

-Det var en rigtig arbejdssejr vi fik os mod Herning i tirsdags. Alle mand gav sig 100 %, hvilket viste, at vi kan være mod alle hold i Metal Ligaen. Derfor skal vi ud med samme energi i morgen aften mod Herlev, og levere en ligeså stor arbejdsindsats som sidst. Gør vi det, så er jeg ikke i tvivl om det bliver en god kamp, lyder det fra White Hawks backen.

Høgene er fortsat nede på mandskab, hvor Santeri Suistio afsoner sin anden og sidste karantænedag i morgen aften. Jared Freadrich og Jesper Thörnberg stiller heller ikke op, da de begge stadig trækkes med skader.

Der er kampstart klokken 19:30, og vi åbner dørene klokken 18:00 til en forhåbentlig god og festlig fredag aften i Nordjyske Bank Arena.


Tarteletterne var gode, men festen udeblev Frederikshavns soldaterkammerater sejrede på isen