Efter to tætte kampe, står der desværre stadig et rundt 0 ud for Frederikshavn White Hawks i Metal Liga tabellen. Det kan der heldigvis laves om på i morgen, hvor vi efter to udekampe i træk, endelig kan præsentere os for vores fans i Nordjyske Bank Arena.
Olaf Ellers Rødovre mandskab skal på langfart i morgen, og den rutinerede ræv i Mighty Bulls boksen, vil gøre alt for at sætte sit hold op til morgendagens kamp. Derfor er det et White Hawks hold der skal være klar fra start, hvilket har knebet lidt i indledningen på sæsonen.
Høgenes forward, unge Sebastian Holm-Pedersen, der fandt målnæsen frem i Odense i tirsdags, ser frem til kampen i morgen aften.
-Nøglen til sejr i morgen bliver, at vi skal følge vores gameplan, og holde vores indbyrdes aftaler. Vi skal arbejde stenhårdt i samtlige 60 minutter, hvis det skal blive til en sejr over Rødovre. Derudover skal vi udnytte vores chancer når de opstår, lyder det fra Holm.
Det er første hjemmekamp i sæsonen, og det ser hele truppen frem til.
-Vi glæder os til at spille på egen is i morgen aften. Det bliver utrolig fedt at spille foran vores dejlige fans igen, og de laver altid en god stemning i hallen. Det er altid en fornøjelse, og vi vil gøre alt for at give dem en sejr, lyder det fra Sebastian Holm-Pedersen.
Der er kampstart klokken 19:30 i Nordjyske Bank Arena, og vi åbner dørene allerede klokken 18:00, hvor der diskes op med Happy Hour. Kom ud og bak Sebastian Holm-Pedersen og de øvrige drenge på holdet op, så vi forhåbentlig kan få os den sejr vi alle går og sukker efter.