Tirsdag aften går det løs igen i Metal Ligaen for Frederikshavn White Hawks, hvor vi samtidig hylder de danske veteraner, og spiller i specieldesignede trøjer.

Efter den pauvre indsats i Vojens fredag aften, skal der andre boller på suppen i morgen, når Herning Blue Fox står på den anden side.

Thomas Spelling ser frem til mødet med midtjyderne, og håber på, at man kan tage sin anden hjemmebanesejr i træk.

-Jeg forventer en svær og hård kamp i morgen aften. De har smidt point i de sidste to kampe nu, og jeg ved, at det ikke er noget man accepterer i Herning. Så jeg forventer, at de kommer ud, og er helt klar fra starten af, lyder det fra Spelling.

Han har også opskriften på, hvad der skal lykkedes for høgene, hvis der skal point ind på kontoen i morgen aften.

-Vi skal starte med at undgå, at tage så mange udvisninger. Det har kostet dyrt for os i de første kampe. Undertalsspillet kan vi forbedre markant. Derudover skal vi sørge for at være tættere på modstanderen hele tiden, og ikke give dem for meget tid og plads. Alle mand skal stemple ind og være klar fra start, og så skal vi være skarpe når vi får chancerne, udtaler Thomas Spelling.

Til kampen i morgen giver White Hawks debut til svenske Martin Pärna, der er hentet ind på en kontrakt for den kommende uge. Desværre sidder både Jesper Thörnberg og Jared Freadrich over med skader, og det kan selvfølgelig mærkes, hvis man spørger Thomas Spelling.

-Det er klart, det betyder noget at være uden nogle af vores topspillere. Men på den anden side, så giver det chancen til nogle af de unge. Så jeg forventer, at vi ser et sultent hold der træder på isen i morgen aften. Ikke kun de unge, men os alle sammen. Vi skal alle sammen vise noget mere, lyder det fra Thomas Spelling.

Der er kampstart i Nordjyske Bank Arena klokken 19:00.

Dagens kampsponsor er AVK Tooling,

Powerplay præsenteres af CRALOG og Puck-sponsor er XL-Byg – Elling Tømmerhandel

 


Frederikshavns soldaterkammerater sejrede på isen PRESSEMEDDELELSE: White Hawks henter 30-årig svensker