En rigtig god White Hawks indsats, med masser af positive takter, rakte ikke mod DM-titel aspiranterne fra Herning Blue Fox. Mathias Bau Hansen viste sig igen som en enmandshær og havde stor andel i Herningsejren. God bedring til Alexander Bumagin

Frederikshavn White Hawks - Herning Blue Fox 1-3 (1-1, 0-0, 0-2) 

Aftens gæst var ingen ringere end de nykårede danske pokalmestre anført af en yderst veloplagt Mathias Bau Hansen, som også skulle vise sig at være et trælst bekendtskab i aftens kamp, der i øvrigt måtte anses for at være uhyre vigtig for begge hold. White Hawks, der kun manglede fem kampe af grundspillet, kæmpede for at holde Rungsted under sig, og Herning Blue Fox skulle bruge en sejr for at fastholde ligaens førsteplads. 

Første periode 

26 sekunder skulle der gå, inden Thomas Søndergaard slap igennem en sløv Herning defensiv og fik sendt en udmærket baghåndsafslutning afsted mod Carruth. Ganske få øjeblikke efter, var det Daniel Madsen, der forsøgte sig med en halvforkølet baghåndsafslutning. Rigtig god start af hjemmeholdet og det var som om hjemmepublikummet fornemmede at det var noget mere i vente fra Høgene. 

Efter flere gode aktioner på isen fik Aleksi Halme bragte White Hawks foran 1-0 med et rigtig godt skær ind foran Herningmålet. Her kunne Carruth ikke følge med lynhurtige Halme, der stille og roligt kunne lægge pucken ind bag Carruth. Egentlig ganske fortjent White Hawks føring set ud fra den start hjemmeholdet havde tilspillet sig. 

En udvisning til White Hawks’ Nikolaj Boelsmann Kristensen udløste kampens første specialteams aktion hos begge hold. Den udfordring løste White Hawks bedst da de holdte nullet. Frederikshavn var tilbage fuldtallig og det medførte lidt efter en stor chance til Daniel Olsson-Trkulja men stærke Carruth var på pletten og afværgede en ny White Hawks scoring. 

En flot detalje af Nikolaj Boelsmann kunne godt have fortjent bedre, men White Hawks virkede yderst veloplagte og producerede den ene fine scoringsmulighed efter den anden. Herning virkede lidt tømmermandsramt efter weekendens triumf. Men som alle hockeykendere efterhånden har lært, så er Herning aldrig ude af en kamp. Herning udlignede nemlig hen imod slutningen af første periode efter det, der mest af alt lignede en misforståelse mellem to White Hawks spillere. Ærgerligt ovenpå en rigtig fint spillet periode af vendelboerne. 

Anden periode 

Selvom ræven formåede at stjæle et enkelt æg fra høgereden lige inden første periode sluttede, så kom White Hawks ud med samme fine udtryk og fortsatte de fine takter fra første periode. De fik produceret gode scoringsmuligheder igen og Herning var ofte tvunget til at trække sig længere tilbage i egen zone.

Anden periode var en mere jævnbyrdig affære, hvor begge hold ledte efter dirigentstokken. Herning var begyndt at spille lidt med musklerne og det kunne høres – både hos publikum – og i banderne, der for alvor blev testet. Om det var fordi slutspillet lå lige om hjørnet kunne sagtens være medvirkende hertil. White Hawks måtte flere gange i isen og dommernes linje virkede til tider lidt uforståelig. En hård tackling sendte da også Alexander Bumagin i isen og måtte desværre bæres fra isen til publikums og spilleres store bekymring. En lidt trist udvikling på en ellers velspillet kamp indtil videre. Spillet blev sat i gang igen og det virkede som White Hawks lige skulle rysten uheldet med Bumagin af sig. Perioden sluttede uden scoringer. 

Tredje periode 

Efter en lidt afdæmpet start på perioden kom Herning mere og mere på pucken og fem minutter inde i perioden gav det pote, da Brett Perlini erobrede en puck tæt ved White Hawks mål og tog to skøjtetag ind mod Galansky og køligt satte den ind med et hårdt håndledsskud. Ikke den bedste start for White Hawks. 

Som perioden skred frem, var det mere og mere pokalmestrene, som det dominerende hold, uden at White Hawks dog var nedspillet. Langt fra. Men de havde sværere og sværere ved at tilspille sig de samme store chancer, som i de to forrige perioder. Et sted man i slet ikke havde mistet modet og troede på det, var tilskuerne i den nordlige ende af Nordjyske Bank Arena, der trods bagud, skabte en fed stemning og ubetinget opbakning til White Hawksspillerne. 

Med fem minutter igen af perioden var White Hawks tæt på at udligne, da et skud fra Santeri Suistio ramte Carruth på en underlig måde og pucken droppede nærmest ned på målstregen, men Herningbacken fik sikkert sendt pucken ud af farezonen. En Timeout fra Pelle Hånberg af var måske det sidste skud i bøssen for at få bragt balance i regnskabet. Man ventede vel kun på, at Galansky skøjtede ud, så hjemmeholdet kunne spille seks mod fem. Med under to minutter igen suste han ud men det er sjældent det gavner og det var også tilfældet denne gang, da en halv fejlpasning blev opfanget af Morten Poulsen, der nemt kunne give pucken til Phil Marinaccio der kunne lægge skiven i tomt mål. White Hawks spillede to gode perioder, men skal man slå Herning, skal man spille godt i tre. 

Næste kamp er fredag d.24.2. ude mod Aalborg Pirates kl.20.00. 

Målscorer:

03.39: 1-0 Aleksi Halme (ass. Mads Falborg Iversen, Christopher Frederiksen)

17.02: 1-1 Mathias Bau Hansen (ass. Mads Christensen, Brett Perlini)

44.56: 1-2 Bret Perlini (ass. Mathias Bau Hansen)

58.35: 1-3 Phil Marinaccio (ass. Morten Poulsen) 

Udvisninger: Frederikshavn White Hawks 1 x 2 min.  Herning Blue Fox 1 x 2 min.

Tilskuere: 1077 i Nordjyske Bank Arena

 

 

 


VIDEO - HETAG HØJDEPUNKTER: MÅL OG REAKTIONER fra Frederikshavn WH-Herning BF Matchmagasinet Pucken om dagens kamp mellem Frederikshavn White Hawks og Herning Blue Fox