Finnen har netop underskrevet en kontrakt for resten af sæsonen

For præcis en uge siden spillede Aleksi Halme sin sidste kamp mod SønderjyskE, inden han skulle returnere til Jokerit efter en måneds lejeperiode.

I dag siger vi velkommen tilbage.

Både Aleksi Halme og White Hawks ønskede at forlænge samarbejdet, men flere væsentlige ting skulle falde på plads, herunder at Jokerit skulle frigive Aleksi Halme, og White Hawks skulle have en finansiering på plads.

Men begge dele er lykkedes. Jokerit frigav Aleksi Halme på et møde i Helsinki i tirsdags, og vi har arbejdet intenst på at få finansieringen på plads, som lykkedes her fuldt ud fredag formiddag, hvor Aleksi har skrevet under på en kontrakt for resten af sæsonen.

Aleksi Halme har allerede bevist sit værd for White Hawks i sine første 10 kampe, med 9 point til følge, og vi tror på, at han kan udvikle sig endnu mere i løbet af sæsonen, hvor han nu har sin fremtid på plads. Fansene har stadig ikke glemt hans mål i sidste sekund mod Aalborg Pirates i debutkampen, og han blev desuden kåret til månedens spiller i White Hawks. Ganske imponerende på så kort tid.

Vi er meget stolte og glade for den store økonomiske opbakning klubben har fået, i forbindelse med indsamlingen til Aleksi Halme. Der skal lyde en stor tak til alle sponsorer, fans, og øvrige supportere, som har ydet et bidrag.

Vi bringer senere et interview med Aleksi Halme på vores hjemmeside.

Vi forventer, at Aleksi Halme er spilleberettiget til udekampen i Herlev på mandag, men kontrakten er naturligvis betinget af godkendelse hos DIU’s Licensudvalg inden kampen.

 

Med venlig hilsen

Elite Nord Frederikshavn A/S

 

 


Video: Aleksi Halme Video: Jari Pasanen