Esben Nedermark er en markant profil i dansk ishockey og bringer en imponerende erfaring med sig til klubben. Gennem mere end 25 år har han været en del af det danske landsholdsmiljø i forskellige roller, og han har samtidig opbygget en stor viden og indsigt gennem sit arbejde som både spiller, træner og team manager.
Som assistenttræner får Esben Nedermark en central rolle i arbejdet omkring spillertruppen. Han skal blandt andet bidrage med sin store erfaring i det individuelle arbejde med spillerne både på og uden for isen, hvor hans menneskelige og sportslige kompetencer forventes at få stor betydning for udviklingen af holdet.
Samtidig bliver han en vigtig del af den daglige planlægning og struktur omkring ligaholdet, hvor han sammen med den øvrige trænerstab skal være med til at sikre de bedst mulige rammer for holdets fortsatte udvikling.
I White Hawks er der stor begejstring over at kunne byde Esben velkommen i lederteamet. General Manager Henrik Andersen udtaler:
”Det er med stor glæde, at Esben træder ind i lederteamet til den kommende sæson. Han kommer med en enorm erfaring og en dyb forståelse for både sporten og de mennesker, der er en del af den. Esben bliver en vigtig ressource for vores spillere og stab, og vi ser frem til at få glæde af hans kompetencer i hverdagen.”
Esben Nedermark ser frem til den nye rolle og glæder sig til at være med til at bygge White Hawks op igen:
"Efter en opfordring fra White Hawks om at blive assisterende træner i den kommende sæson, og efter en god tænkepause, har jeg sagt ja til at tage udfordringen op.
Vi skal tilbage til den tid, hvor vi var med i den sjove ende af ligaen. Kan jeg bidrage til den proces, vil jeg meget gerne investere min tid og mine kræfter i det. Jeg synes, det tegner godt, og det ser spændende ud, men jeg ved også, at det bliver et langt og sejt træk. Rom blev ikke bygget på én dag, så tålmodighed og målrettethed bliver nøgleord. Kan vi samtidig få den gamle klubånd tilbage i omklædningsrummet, er vi allerede kommet et godt stykke af vejen.
Jeg håber og tror på, at vores trofaste fans og sponsorer kan se en spændende fremtid foran os, og jeg glæder mig til at være med til at bevise, at dette er starten på et nyt kapitel for White Hawks.
På gensyn i hallen!"
Med ansættelsen af Esben Nedermark styrker Frederikshavn White Hawks det sportslige setup med en kapacitet, der gennem mange år har sat sit præg på dansk ishockey.
Klubben ser frem til samarbejdet og byder Esben hjerteligt velkommen tilbage i en central rolle omkring White Hawks.
Samtidig ønsker Frederikshavn White Hawks at rette en stor tak til Christian Schioldan for hans indsats som assistenttræner gennem de seneste to sæsoner.
Christian har været en værdifuld del af den sportslige stab med sit engagement, sin faglighed og sit store hjerte for klubben. Vi ønsker ham alt det bedste fremadrettet.