Vi kan med glæde offentliggøre et comeback til Frederikshavn White Hawks. 26-årige Santeri Suistio er igen klar til at trække den hvide trøje over hovedet, og gør comeback i klubben, efter en afstikker til Herning Blue Fox. Finnen har skrevet en kontrakt for den kommende sæson.

Det er tredje gang i karrieren Suistio er at finde i Frederikshavn White Hawks, hvor han har spillet små 150 kampe for klubben indtil videre. Nu bliver det heldigvis til endnu flere kampe for høgene, hvilket glæder sportschef Kasper Kristensen.

-Vi får en sulten Suistio tilbage, der arbejder seriøst og ambitiøst hver eneste dag. Han har et elegant skøjteløb, er god med pucken, og arbejder altid 100 % loyalt for holdet og klubben. En spiller, der har fået endnu mere rutine siden han var her senest, og en utrolig rar fyr, der altid er god at have i et omklædningsrum. Med Suistio tilbage i truppen, får vi også en spiller, der ved, hvordan det er at spille for White Hawks, og han har altid haft en stor plads i hjerterne på vores fans, lyder det fra sportschefen.

Selv siger finnen om sit comeback til Frederikshavn White Hawks.

-Jeg er virkelig begejstret for at vende tilbage til Frederikshavn. Byen har en hel speciel plads i mit hjerte, og klubben betyder ligeledes rigtig meget for mig. Jeg føler, jeg stadig kan tage nogle step frem i min karriere, og ser frem til igen at blive en del af holdet og klubben. Jeg var straks interesseret da klubben henvendte sig, og jeg har haft gode snakke med Kasper omkring, hvilken slags hockey man vil spille, lyder det fra Santeri Suistio.

Finnen ankommer til byen i slutningen af juli, og kommer naturligvis til at spille med sit nummer 36 på ryggen.

Samtidig kan vi meddele, at Daniel Baastrup har ønsket at komme ud af sin kontrakt med White Hawks. Det ønske har vi efterkommet, og vi vil gerne takke Daniel for tiden i Frederikshavn, og ønsker ham stort held og lykke videre i karrieren.

Daniel Baastrup udtaler følgende.

-Jeg vil gerne takke de fans der støttede os gennem hele sæsonen. Der har været en rigtig stor opbakning, så tak til jer. Derudover vil jeg sige tusind tak til de mange frivillige omkring klubben. Uden jer havde det ikke været muligt at holde ishockeyen kørende. Jeg er glad for de bekendtskaber jeg har fået bygget op. Det bliver aldrig glemt, lyder det fra Daniel Baastrup.

Med venlig hilsen

Elite Nord Frederikshavn A/S


PRESSEMEDDELELSE: Målmandsteam klar til ny sæson PRESSEMEDDELELSE: Nyt trænerteam klar for White Hawks