Det er med stor glæde, vi kan offentliggøre endnu en forstærkning til den kommende sæson. Den 35-årige svensker, Fredric Andersson, bliver ny center i Frederikshavn White Hawks. Fredric Andersson har spillet hele sin karriere i Sverige, hvor han har optrådt i SHL og Allsvenskan for flere forskellige klubber. De seneste syv sæsoner har han været kaptajn i Björklöven, som har været med i ræset om oprykning til SHL flere gange.

Nu er det Frederikshavn White Hawks, og det første udlandseventyr, der venter for Fredric Andersson, hvilket han ser meget frem til.

-Det er noget både jeg, min kone og vores to døtre, ser meget frem til. Vi skal prøve et nyt land og et nyt sted, hvilket vi er meget spændte på, men også glæder os helt vildt til. Det bliver rigtig fedt at lære byen og klubben bedre at kende, og jeg har blandt andet talt med Nicolai Meyer om det. Han har fortalt rigtig meget godt om både byen og klubben, så det hele tegner bare rigtig godt. Jeg har også tidligere spillet sammen med Jesper Thörnberg, så jeg kender også lidt til dansk ishockey, men glæder mig til at opleve det på egen hånd. Jeg har også talt med træner Fredrik Johansson, og det hele lyder meget tiltalende, så vi glæder os til at flytte til Frederikshavn i august måned, lyder det fra klubbens nye svensker.

Træner Fredrik Johansson siger følgende.

-Vi har søgt en spiller med store lederegenskaber, og det må vi sige, vi har fået med Fredric Andersson. Han besidder fantastiske lederegenskaber, både på og udenfor isen. Han er en rigtig god og smart tovejscenter, med en god spilforståelse. Han er en spiller med stor erfaring, og vi kommer til at benytte ham i både powerplay og boxplay. Han passer perfekt ind i den måde vi skal bygge holdet op på, og han kommer til at bidrage med sin fortsatte sult efter at vinde ishockeykampe, lyder det fra træner Fredrik Johansson.

Fredric Andersson bliver udstyret med trøjenummer 13 til den kommende sæson, og vi ser frem til at byde ham og familien velkommen til Frederikshavn inden længe.

Med venlig hilsen

Elite Nord Frederikshavn A/S

 


WHITE HAWKS STYRKER ORGANISATIONEN MED NY ADMINISTRATIV MEDARBEJDER Video: Fredrik Johansson