Så kan vi igen offentliggøre en kontraktforlængelse, og denne gang med Mikkel Bertelsen, der har sat sin signatur på en ny kontrakt på to år.
Sportschef i Frederikshavn White Hawks, Kasper Kristensen, udtaler følgende om den gode nyhed.
-Vi er selvfølgelig rigtig glade for, at Mikkel har forlænget sin kontrakt med os. Vi ved, han er giftig foran mål, og selvom han måske ikke er den spiller man ser allermest i løbet af en kamp, så er han der, når de der skraldemål skal laves. Han er nemlig ikke bange for at komme derind, hvor det gør ondt. Han er efterhånden en etableret spiller i powerplay, og så er han en konstant trussel for modstanderen, når vi er i offensiv zone. Vi ser stadig, at Mikkel kan udvikle nogle ting i sit spil, og derfor er vi yderst glade for, at han de næste to sæsoner også er at finde i Frederikshavn White Hawks, lyder det fra sportschefen.
Selv siger Mikkel Bertelsen om forlængelsen.
-Frederikshavn er jo min hjemby, og jeg er glad for at spille i klubben. Det kan fint kombineres med mit arbejde udenfor ishockeyen, og det er vigtigt de to ting hænger sammen. Jeg har det godt med mine holdkammerater, og er glad for at møde ind til træning hver eneste dag. Jeg synes også, at det er spændende, det klubben har gang i, og det virker som om, vi bevæger os i en positiv retning. At være en del af min klub, er dejligt, og jeg håber på sigt, at kunne være med til at bringe et dansk mesterskab hjem til byen. Det er i hvert fald det vi alle drømmer om i spillertruppen, lyder det fra Mikkel Bertelsen.
Med venlig hilsen
Elite Nord Frederikshavn A/S