Det er en spiller som sportschef Jari Pasanen har haft et godt øje til, og også har kendskab til gennem hans år i den tyske DEL. Her har Justin Shugg optrådt for tre forskellige klubber, og produceret ganske fornuftigt.
Justin Shugg blev draftet i 2010 af Carolina Hurricanes, hvor han har spillet tre kampe for dem i NHL. Han har igennem fire år været en del af deres organisation, hvor han ligeledes optrådte for Charlotte Checkers i AHL.
Herefter gik turen til Europa, hvor han, ud over Tyskland, har spillet i lettiske Dynamo Riga i KHL, og senest været en tur i Finland, hvor det blev til 16 kampe for SaiPa i den finske Liiga.
Justin Shugg er en power forward, der har været en respekteret ”teamplayer” i alle de ligaer han har optrådt i. Hans optrædener i NHL, AHL, KHL og DEL taler for sig selv, og det er en rutineret herre vi får ind på vores Metal Liga mandskab.
Vi forventer os meget af Justin Shugg, der ankommer til Frederikshavn om en uges tid. Nu skal det sidste papirarbejde på plads, og så håber vi at kunne præsentere ham til premierekampen d 18 september i Rødovre.
Selv siger Justin Shugg om kontrakten med White Hawks.
-Jeg glæder mig til at starte et nyt eventyr i Danmark, hvor jeg for første gang i min tid i Europa tager min familie med. Jeg ser meget frem til at blive en del af White Hawks, med et nyt hold, og en helt ny atmosfære for mig. Jeg har talt en del med direktør Henrik Andersen, og jeg er enormt glad for at få denne mulighed for at spille i White Hawks.
Justin Shugg kommer til at optræde med nummer 14 i den hvide trøje.
Vi glæder os til at byde Justin og familien velkommen til byen og klubben.
Med venlig hilsen
Elite Nord Frederikshavn A/S