Sæsonen 2025/26 har desværre ikke levet op til de sportslige ambitioner, som vi har arbejdet målrettet efter i Frederikshavn White Hawks. De manglende resultater og udsigten til at misse slutspillet harmonerer ikke med den strategi og de målsætninger, der er lagt for klubben.

Sæsonen har været kraftigt præget af skader, og særligt situationen på målmandsposten har haft stor betydning. Vi har været dobbeltramt med skader til begge vores førstemålmænd, August Hedlund og Max Zimmermann, hvilket naturligt har haft stor indflydelse på holdets stabilitet og præstationer.

Bestyrelsen, direktionen og den sportslige ledelse har flere gange i løbet af sæsonen forsøgt at styrke truppen og setuppet omkring holdet. Trods disse tiltag må vi konstatere, at mængden af skader og de spillemæssige udfordringer ikke har haft den ønskede effekt på hverken trup eller resultater.

Tilføjelser til truppen undervejs i sæsonen har samtidig betydet ekstra omkostninger ud over det budgetterede. Kombineret med manglende sportslige resultater og deraf lavere afledt omsætning og sponsorindtægter, ser vi ind i et økonomisk resultat, der ikke er tilfredsstillende for Elite Nord Frederikshavn A/S.

Et hovedprincip i driften af klubben har altid været ansvarlig økonomi. Med økonomien først og med rettidig omhu har vi derfor truffet den svære beslutning at gennemføre spillersalg for resten af sæsonen. Denne beslutning er taget for at beskytte klubbens økonomiske fundament ift. ambitionerne til den kommende sæson.

Det betyder i første omgang et salg af Jaeden Martin og Aleksi Ainali, som vil blive præsenteret i deres nye klubber snarest. Derudover har vi indgået en lejeaftale med en anden klub, som involverer Christian Mieritz. 

Et dårligt resultat i denne sæson må ikke kompromittere de ambitioner, vi har for den kommende sæson. Netop derfor handler vi nu - for at sikre et sundt økonomisk udgangspunkt og et stærkt fundament til næste sæson.

Vi vil rette en stor tak til vores fans, sponsorer og hele byen for den opbakning, vi har oplevet gennem sæsonen trods de mange nederlag. Jeres støtte - både på lægterne og i byen - er altafgørende for klubben.

Vi har ikke yderligere kommentarer udover, hvad der står i pressemeddelelsen. 

Vi håber og opfordrer til fortsat opbakning i de resterende kampe. Truppen, administrationen og ledelsen kæmper videre - for klubben, for fællesskabet og for White Hawks logoet.


Positive takter trods nederlag i Kvik Hockey Arena