Vi kan i dag offentliggøre endnu en forstærkning til den kommende sæson, idet 33-årige Robin Johansson tilslutter sig White Hawks truppen pr 1 august.
Robin Johansson har spillet hele sin karriere i Sverige, med en kort afstikker til Norge. Han har spillet tre sæsoner i den bedste svenske række SHL, hvor han har tørnet ud for både Mora IK og Linköbing HC. De seneste tre sæsoner har han spillet i HockeyAllsvenskan, og nu kommer hans første ophold i Danmark, hvor han har skrevet en et-årig aftale med Frederikshavn White Hawks.
Cheftræner Patric Wener udtaler følgende.
-Robin er en hårdtarbejdende to-vejs forward, som har været en af de bærende spillere på de to højeste niveauer i Sverige. Robin er en leder, der ved hvad der skal til for at vinde. Han har været med til at tage skridtet fra Allsvenskan til SHL, og har også vundet en J20 titel. Han er en spiller vi kan drage nytte af både offensivt og defensivt, så jeg ser meget frem til at have ham i White Hawks truppen til den kommende sæson.
Selv siger Robin Johansson om skiftet til Frederikshavn White Hawks.
-Jeg ser virkelig frem til at komme til Frederikshavn, og jeg har hørt rigtig meget godt om klubben fra de personer jeg har snakket med. Det bliver spændende for mig at prøve mig af i dansk ishockey, som jo bliver mit første ophold i Danmark. Jeg har faktisk aldrig været i Frederikshavn, men der er mange der siger, det er en rigtig hyggelig by, så det ser jeg frem til at opleve. Jeg glæder mig til at komme i gang, og ser frem til at møde de nye holdkammerater og fansene.
Robin Johansson ankommer til Frederikshavn i slutningen af den her måned, og skal optræde med nummer 93 på ryggen i den kommende sæson. Jonas Jakobsen skifter nemlig til nummer 9, og så var 93 ledigt til Robin Johansson.
Med venlig hilsen
Elite Nord Frederikshavn A/S