Frederikshavn White Hawks fik her til aften brudt en træls nederlagsstime, da man besejrede Herlev Eagles efter forlænget spilletid. Joachim Blichfeld blev matchvinder med et mål i overtiden.

White Hawks fik ellers en mareridtsstart. Høgene var nærmest ikke kommet ud af bussen, før Herlev havde bragt sig foran 1-0. Det tog 49 sekunder. Jesper Jensen fik efter nogle minutters spil en gylden mulighed for at udligne, da man var to mod én. Emil Jidskog i Herlev-kassen reddede dog forsøget. Lidt senere havde samme Jensen en dobbeltmulighed efter at have fået en fin pasning fra Kyle Hope. Første periode sluttede med det ene mål til Eagles.

I begyndelsen af den anden periode fik Herlev en udvisning, men det kom der aldeles intet ud af. Powerplayet blev spillet alt for langsomt, og puckomgangen var sløv. Christoffer Åkesson fik omtrent midtvejs en stor chance lige midt i slottet, men skuddet havde ikke kvalitet nok. Et nyt powerplay til White Hawks gav heller ikke udbytte. Joachim Blichfeld kunne ved to på hinanden følgende situationer skyde mod mål, men i begge tilfælde ramte han ikke målet og i begge situationer røg pucken helt ud af angrebszonen. Det virkede mærkeligt, at man ikke ændrede i den overtalsopbygning. I de døende sekunder af perioden fik Sebastian Brinkmann udlignet til 1-1. Det skete efter et større klumpspil foran Herlevs mål. Det var ret logisk egentlig, at White Hawks fik scoret, for man var klart bedst i den anden periode.

To minutter ind i slutperioden vristede Gorm Topholt sig fri foran Emil Jidskog. Inden afslutningen faldt, blev der lavet en hooking på Topholt, og dommeren dømte helt korrekt straffeslag. Det tog Topholt selv, og han omsatte den store mulighed til mål. I denne periode satte White Hawks sig på kampen, og det kunne – og burde – være blevet til flere scoringer. Men da der ikke kom nogen, så åd Herlev sig igen ind i kampen, og udligningen kom med små fem minutter igen, og den lignede Eagles´ første mål. Igen en puck, der blev sendt mod mål fra blue line, og igen må man formode, at Mathias Seldrup ikke kunne se noget.

I forlængelsen var White Hawks indledningsvist i undertal, men det klarede man sig igennem. Ved blue line kunne Jesper Jensen pludselig finde Joachim Blichfeld, som skar igennem forsvaret og satte pucken sikkert ind. White Hawks vinder 3-2 i Herlev og fik endelig smagt sejrens sødme.


White Hawks tager søndag imod Herning Blue Fox Vender det snart?