Fredagens runde i Metal Ligaen var spændende og målrig, og for Frederikshavn White Hawks var den næsten perfekt. Høgene klarede selv sin del ved at slå Odense Bulldogs, og så håbede man på en Aalborgsejr i Rødovre. Skete det, ville White Hawks overtage Mighty Bulls ottendeplads. Desværre leverede Olaf Ellers tropper en ny overraskelse og kunne trække sig ud af opgøret med en 3-2 sejr. Til gengæld kan pladsbytningen finde sted mandag aften, når Rødovre kommer til Frederikshavn og er part i en regulær bundgyser.
White Hawks havde ikke slået Odense i knap 2 år. De sidste 9 indbyrdes opgør var endt med sejr til Bulldogs, men den stime sluttede altså i fredags. Et godt kæmpende og flot defensivt indstillet høgehold vandt 4-0, og det var på alle måder imponerende. Igen var Tadeas Galansky en mur, og han holdt altså buret rent. Det var første gang i 28 kampe, at det skete for et White Hawks-hold. Man kan roligt sige, at der er sket noget, siden det stod 0-9 i Sparekassen Danmark Isarena i Aalborg efter ikke en gang en halv kamp.
Du får gratis adgang til opgøret i Nordjyske Bank Arena mandag aften, og derfor er der ingen – som i slet ingen overhovedet – grund til ikke at fatte dit yndlingstransportmiddel og komme afsted. Det bliver som i gamle dage, og der er garanti for dramatik og spænding. Og med et White Hawks-hold, der har fundet sig selv og en flot form, så er der lagt i kakkelovnen til noget virkeligt interessant.
Frederikshavn White Hawks – Rødovre Mighty Bulls spilles mandag klokken 19.00.