Sikke et spændende drama, der mod slutningen heldigvis drejede den rigtige vej, og gav høgene tre dejlige point.

Frederikshavn White Hawks – Herlev Eagles 5-4

Skrevet af Kim Egebjerg

Aftens gæster i Nordjyske Bank Arena kan vel sagtens, uden nogen negativ klang, udnævnes til sæsonens foreløbige positive overraskelse. Også selv om de på det seneste, har lidt to nederlag i træk til henholdsvis SønderjyskE og Odense. Det ødelægger bestemt ikke helhedsbilledet på, at Herlev har leveret nogle ganske fine resultater indtil videre og bør bestemt også regnes for en seriøs slutspilskandidat. Herlev Eagles indtog da også, i starten af sæsonen, førstepladsen i Metal Ligaen men er sidenhen dumpet ned på 6. plads. Herlev gæster Metal Ligaens mest formstærke hold, Frederikshavn White Hawks, og selvom de måtte slide sig til en sejr ude mod Rødovre, konsoliderede de dermed 1.pladsen, hvilket også gør hjemmeholdet til storfavorit inden aftens kamp. Ikke mindst set i lyset af Herlevs ekstrem unge 3. kæde, der burde være til at trykke lidt ned, men bestemt opløftende at se, Herlevs træner Patric Wener, give de unge chancen i Metal Ligaen. Kampen burde give en sikker sejr til hjemmeholdet men alt kan ske i en sæson, hvor alle slår alle.

Kampens dommerkvartet: Jacob Grumsen, Rene Jensen, Kasper Toft og Niklas Knøsen

Første periode

Det var muligvis sæsonens – indtil videre - hurtigste scoring i Metal Ligaen, der faldt i aftes i Nordjyske Bank Arena. Knap nok havde publikum fået sat sig til rette inden Aleksi Halme (ass. Nicolaj Kragh-Christensen) prikkede hul på tjekkiske Lukas Horak i Herlev målet. Måltavlen viste blot 00.27 og 1-0 til hjemmeholdet! En ønskestart mod en potentiel svær modstander, der på ingen måde skal have noget foræret eller lukkes ind i kampen. White Hawks sad efter lynscoringen solidt på spillet og leverede flot kombinationsspil uden det dog blev til de helt store åbne chancer. Stik efter spil og chancer udbyggede Høgene føringen til 2-0 i tiden 8.01 ved Kirils Galoha (ass. Jesper Jensen). Kirils, der netop har forlænget med Frederikshavn til året ud. I tiden 8.30 blev begge hold ramt af en udvisning til henholdsvis Christian Mieritz og Daniel B. Andersen. I spil 4 mod 4 forsøgte Herlev sig med lidt dybe pasninger i Frederikshavn zone og et eller ufarligt skud blev rettet af, og som følge af det, en drilsk puck inde foran Mathias Seldrup, der på mærkværdig vis havnede i målet. Herlevs Matthias Asperup blev noteret for målet (uass.) Scoringen rystede på ingen måde hjemmeholdet og de forsatte ufortrødent det flotte spil. I tiden 14.01 var Kirils Galoha igen på pletten – men denne gang via ”køkkenvejen”. Igen med pasning fra Jesper Jensen. De to havde virkelig formået at spille hinanden varme i første periode. Resten af perioden var uden de store chancer og pausehornet kunne sende de to hold til periodepause.

Anden periode

Ingen tvivl om, at muligheden for en målrig sejr til Frederikshavn lå i luften, men det krævede, at hjemmeholdet fortsatte i samme gear, som i første periode. Første ”mulighed” for at udbygge føringen kom i tiden 21.32, da Herlev blev ramt af en 2 min. udvisning. Hjemmeholdet i Powerplay men uden det kastede et mål af sig og Herlev kunne klare frisag. Kampen manglede ikke intensitet nu, men hjemmeholdet havde ikke helt det samme flow, som i første periode og det blev yderligere spoleret, da White Hawks’ Thomas Søndergaard måtte ud og afsone en 2 min. udvisning for, for mange spillere på isen. En kendelse hverken White Hawks træner eller størstedelen af Nordjyske Bank Arena var helt enig i. Det gav Herlev mulighed for Powerplay men hjemmeholdets sidste skanse Mathias Seldrup, tog alt det der kom hans vej. Efter udvisningen begyndte kampen at blive lidt fysisk fra begge sider af. Om det var Herlevs forsøg på at bryde rytmen hos hjemmeholdet kunne man sagtens spekulere i. Det fysiske spil udmøntede sig atter i en dobbelt udvisning i tiden 30.05. En til begge hold for Roughing og High Stick. Det fysiske spil fortsatte og Herlev måtte i tiden 34.08 trække endnu en udvisning i et forsøg på at bryde hjemmeholdets rytme. Denne gang måtte Joseph Jonsson ud for Kneeing, som i ishockey ofte bliver betegnet, som en af de lidt grovere forseelser. Herlevs forsøg på at bryde rytmen i Frederikshavns spil gav også gevinst i tiden 36.59. Her reducerede Herlev til stillingen 3-2 ved Magnus Molge (ass. Joseph Jonsson) Resten af perioden endte med 2 store chancer til hjemmeholdet, men stillingen 83-2 holdte perioden ud.

Tredje periode

Det der ikke måtte ske, skete. Man inviterede Herlev ind i kampen og ”forærede” dem noget at spille for i tredje periode og endnu engang skulle White Hawks til at slide for sejren. Kredit til Herlev for at komme sig over chokstarten levere et fint lille comeback. Tingene kørte da heller ikke for hjemmeholdet og helt unødvendigt fik Jesper Jensen en 2 minutter udvisning for Tripping. Det straffede gæsterne promte til scoring 3-3 i tiden 43.56 ved Joseph Jonsson (ass. Matthias Asperup) Det var på ingen måde godkendt af hjemmeholdet og der skulle en helt anden indstilling til, hvis de sortblussede Herlevspillere skulle besejres nu. Herlev sad nu på spillet og fik da også pucken i mål under heftige protester fra både hjemmepublikum og White Hawks træner Jari Pasanen, der ønskede video check for en mulig Herlev offside ved scoringen. Ganske korrekt blev målet efterfølgende annulleret af hovedommeren for offside. Men det var uden tvivl en forskrækkelse til hjemmeholdet og forhåbentlig et wake-up call. Frustrationerne hos hjemmeholdets fans kom da også til udtryk rundt omkring i Nordjyske Bank Arena. Den annullerede scoring virkede ikke til at ryste Herlev synderligt, for blot ca. halvandet minut efter de fik annulleret deres mål, fik Herlev fuldendt deres comeback med en sikker scoring, der denne gang blev godkendt, sat ind af Magnus Molge (ass. Daniel B. Andersen) til stillingen 3-4. Hans andet i kampen i øvrigt. Nu forventede de fleste i Nordjyske Bank Arena vel, at hjemmeholdet brød ud i et sandt arbejdsraseri for at bringe balance i regnskabet men i stedet blev det til deres fjerde 2 minutters udvisning. Denne gang ved Radim Piroutek. Ikke ligefrem den måde man får frempresset et udlignende mål. Ca. 8 minutter inde i perioden fik White Hawks en to mod en situation, hvor der blev hevet og flået godt i White Hawks spilleren, der med nød fik revet sig fri. En udvisning havde nok ikke været helt ved siden af, men dommerens arm forblev nede. Der var nu masser af nerve og intensitet i kampen og dommerne havde nok at se til men at der alligevel skulle gå næsten 10 sekunder inden de bemærkede udeholdets sjette mand på isen var på kanten til det useriøse. Powerplay til Frederikshavn og netop 5 mod 4 spillet har virkelig voldt hjemmeholdet kvaler i denne sæson. Og endelig fik de bremset den lidt kedelige tendens, da Mark McNeill (ass. Nikolaj Kragh-Christensen & Aleksi Halme) i tiden 56.04 scorede til stillingen 4-4. Bedst som det hårdt prøvede hjemmepublikum havde indstillet sig på Sudden Victory, dukkede Oliver Anker Christensen op ved stolpen satte den ind til stillingen 5-4 i tiden 58.42. Assisten kom fra en storspillede Nikolaj Kragh-Christensen. Hans tredje assist i kampen. Herlev formåede ikke at svare igen og White Hawks satte 3 point ind på kontoen i en uskøn kamp, hvor Herlev sagtens kunne have drønet til Sjælland med alle 3 point.

Næste kamp for Frederikshavn White Hawks er mandag d.1.11. Kl.19.00, hvor Odense Bulldogs kommer på besøg.

 

Målscore Frederikshavn White Hawks: 1-0 Aleksi Halme (ass. Nikolaj Kragh-Christensen. 2-0 Kirils Galoha (ass. Jesper Jensen. 3-1 Kirils Galoha (ass. Jesper Jensen) 4-4 Mark McNeill (ass. Nikolaj Kragh-Christensen) 5-4 Oliver Anker Christensen (ass. Nikolaj Kragh-Christesen)

Målscore Herlev Eagles: 2-1 Mathias Asperup (uass.) 3-2 Magnus Molge (ass. Joseph Jonsson) 3-3 Joseph Jonsson (Matthias Asperup) 3-4 Magnus Molge (uass.)

Udvisninger: Frederikshavn White Hawks 5x2. Herlev Eagles 5x2

Tilskuere: 1029

 


Video: Henrik Andersen Auktion - Specialdesignede Knæk Cancer Spilletrøjer