Frederikshavn White Hawks tog tirsdag aften den tredje sejr i træk, da vi besejrede Rungsted Seier Capital 5-4 i Hørsholm.
Det blev en rigtig arbejdssejr, hvor vi måtte kæmpe os tilbage efter at være kommet bagud 2-0 i første periode. Heldigvis kom svaret hurtigt, da Oliver Gatz med sin første scoring i White Hawks-trøjen reducerede til 2-1.
I anden periode fik vi for alvor arbejdet os ind i kampen. Leo Ring udlignede til 2-2 i powerplay, inden Christopher Rübenach kort før pausen sendte os foran 3-2 efter flot forarbejde af Aleksi Halme.
Rungsted fik udlignet til 3-3 i tredje periode, men endnu en gang fandt vi et svar. Christopher Frederiksen gjorde det til 4-3, inden Albert Schioldan med godt fire minutter tilbage øgede til 5-3. På flot forarbejde af førnævnte Christopher Frederiksen.
Hjemmeholdet reducerede i slutfasen og sørgede for en spændende afslutning, men vi stod imod presset og kæmpede de tre point med hjem til Frederikshavn.
En rigtig arbejdssejr og endnu en stærk holdpræstation. Efter fire kampe står vi nu med ni point og tre sejre i træk.